Tidligere buddhist blev præstekone i international menighed i København
(Nyt på tværs 3-2010)
Lillian Leow Mui Choo voksede op som buddhist i en kinesisk indvandrerfamilie i Singapore. Som ung mødte hun kristendommen gennem jævnaldrende venner, blev døbt og rejste til Afrika som missionær. Siden 1994 har hun og hendes mand været præstepar i internationale migrantmenigheder i Danmark - først i pinsekirken og siden i International Christian Community (ICC), som parret startede i 2002. For to år siden blev hun ramt af en mindre hjerneblødning. I dag er livet mindre hektisk, opgaverne færre og taknemmeligheden stor.
Hun er en af Danmarks mest erfarne nydanske præstekoner. De sidste 16 år har Lillian Leow Mui Choo og hendes mand Ravi Chandran, der også arbejder som aidskonsulent, ledet internationale menigheder i København. Siden 2002 har de været præstepar i menigheden International Christian Community (ICC).
I dag er Lillian Leow 48 år og mor til to drenge på 8 og 13 år. En varm sommerdag sidder hun på en café ved Sortedamssøen i København og gør status. Få hundrede meter borte ligger Fredens Kirke, en folkekirke på Østerbro, hvor International Christian Community de sidste to år har holdt gudstjeneste søndag formiddag for en menighed, der kommer fra alverdens lande, kulturer og samfundslag. Hvilke erfaringer har hun gjort som nydansk præstekone blandt ambassadører, diplomater, udenlandske studerende, asylansøgere, aupair piger og ganske almindelige danske familier?
- Som præstekone får man ikke nogen jobbeskrivelse. Men jeg har altid vidst, at jeg havde et kald fra Gud til at være her og gøre mit bedste. I en international menighed er der mange kulturer med forskellige forventninger. Meget bliver aldrig sagt direkte. Jeg lærte tidligt at stille spørgsmål, og når jeg alligevel begår fejl, siger jeg undskyld og forklarer, at dette er nyt for mig. Man vil aldrig vide alt. Hvad er det passende at tage med på besøg? Hvad er passende påklædning i en bestemt situation? I menigheden forsøger vi at tale om tingene og opklare misforståelser. Det er noget, vi har lært af dansk kultur. Det gør mange ting lettere.
- Som præstekone har man mulighed for at være en positiv indflydelse i andres liv, selv om man aldrig vil kunne leve op til alle forventninger. I en menighed som vores med stor udskiftning betragtes præstens kone som en person, der giver stabilitet. Man bliver både rollemodel og veninde. Mange afrikanere betragter præstens kone som en mor for menigheden. Generelt forventes det, at man viser gæstfrihed og omsorg for den enkelte. Man skal også kunne leve med, at man til stadighed bliver iagttaget. Med årene har jeg lært at være mig selv. Jeg har ikke noget at skjule.
- Mange forventer, at præstens kone deltager i alle aktiviteter i kirken. Jeg gjorde det tidligt klart, at det kunne jeg ikke leve op til. Selv om menigheden fylder meget i mit liv, har jeg først og fremmest ansvar for, at vores to drenge får et godt liv og ikke har barnepige hver aften. Hvis jeg forsømmer min egen familie, er jeg ikke troværdig som rådgiver for andre. Vi har besluttet, at min mand kan tage af sted med god samvittighed, fordi jeg er hjemme hos vores drenge. Samtidig forsøger vi at involvere drengene i menigheden og give dem opgaver. Vores ældste søn er for eksempel begyndt at spille keyboard og trommer i kirken. Det betyder, at han føler medansvar og stadig har lyst til at komme.
Respekt for kulturer
Som præstekone i en menighed, der på en gennemsnitssøndag tæller over 40 nationaliteter, er Lillian taknemmelig for at være vokset op i et multikulturelt og multireligiøst samfund. I den tidligere britiske kronkoloni Singapore var respekt for andre kulturer og religioner en selvfølge.
- Da jeg blev født, var Singapore stadig under britisk styre. Vi voksede op med det britiske skolesystem og vestlig tankegang. Men samtidig lærte vi at respektere andre religioner og kulturer, spise deres mad, tale deres sprog og deltage i deres religiøse højtider. Jeg lærte tidligt, at der altid er noget godt i det, der for mig er fremmed og anderledes. Derfor har jeg aldrig været bange for at prøve noget nyt. Det gælder også mad. Hvis andre kan spise det og overleve, kan jeg vel også! Min baggrund har gjort det lettere for mig at integrere mig i et nyt land og har samtidig været en stor hjælp for mig i forhold til vores menighed, hvor jeg har let ved at relatere til mennesker fra andre kulturer og religioner.
Konverteret som 15-årig
Selv er hun født i en buddhistisk familie, hvor religion og kultur var vigtige identitetsmarkører. Bedsteforældrene indvandrede i sin tid fra Kina, og forældregenerationen lagde grunden til den asiatiske østats enorme økonomiske vækst efter anden verdenskrig.
- Mine forældre var hårdtarbejdende mennesker, der var med til at bygge Singapore op. Vi var den første generation, der fik en uddannelse. Som mange indvandrerfamilier holdt mine forældre fast ved deres religion. Derfor var det meget svært for dem, da jeg som 15-årig fik kontakt med kristne og gerne ville døbes. Jeg fik at vide, at jeg bragte skam over familien. Det var hårdt for os alle. Men jeg gjorde meget for at bevare et godt forhold til min familie, og i årenes løb har mange af dem oplevet Guds godhed. I dag er en stor del af min familie kristen, fortæller Lillian.
Som 23-årig rejste hun til Afrika som missionær. Forinden havde hun opgivet et godt job hos et olieselskab i Singapore og taget en bachelorgrad i teologi samtidig med lange arbejdsdage.
- Jeg betalte en høj pris for min eksamen i form af nogle år med et højt stressniveau og meget lidt søvn. Men for mig var det klart Guds kald. Og i dag er jeg glad for at have boet i Afrika i en årrække. Det hjælper mig meget i forhold til den afrikanske del af vores menighed. Afrikansk kultur er meget anderledes end asiatisk kultur. I Uganda oplevede vi borgerkrigen på nærmeste hold og lærte at leve uden vand og elektricitet.
Sygdommen
For to år siden blev Lillian ramt af en mindre hjerneblødning, der delvis var genetisk betinget. Det har gjort hende mere bevidst om nødvendigheden af at prioritere - og mere afslappet i forhold til andres forventninger.
- Efter min sygdom føler jeg, at jeg har fået en ny chance. En mulighed for at koncentrere mig om det, jeg er god til, og lade resten ligge. Når man ligger der i en hospitalsseng, ser livet pludselig meget anderledes ud. Man værdsætter livet mere. Vi er her kun for en tid. Når alt kommer til alt, har vi hverken kontrol over livet eller døden.
- Min sygdom betød, at andre måtte tage over i menigheden. Det viste sig at være godt for dem. I dag har jeg ikke de kræfter, jeg engang havde. Jeg bliver hurtigere træt og har lært at leve med begrænsninger. Men selv om jeg har sat tempoet ned, kan jeg stadig opmuntre og inspirere andre. I kirken får jeg lov til at gøre det, jeg helst vil - at planlægge, organisere, undervise og oplære nye ledere.
- I hverdagen forsøger vi at beskytte vores familieliv. Det er vigtigt at parkere andre menneskers problemer uden for sit eget hus. Deres problemer er ikke vores børns problemer og ikke noget, vi taler om ved middagsbordet.
- Selv er jeg så heldig at få støtte fra mange gode venner både i og uden for menigheden. Nogle af mine nærmeste venner er muslimer, jøder og buddhister. Vi kan dele alt. Da jeg var syg, kom mine venner ofte med mad til os og hjalp os meget.
Prioriterer pauser
Efter sin sygdom er Lillian blevet mere opmærksom på at prioritere pauser i hverdagen for hele familien.
- Vi har begge tidligere oplevet burnout. I dag kender vi faresignalerne, hvis man ikke lytter til sin krop. Derfor sørger vi for at holde fri. Der skal være tid til pauser og rejser, til at læse og selv få ny inspiration. Ellers har vi ikke noget at give.
- Det, der giver os energi til at fortsætte, er at se, at vores menighed gør en forskel. Menneskers liv forandres. De får et nyt håb og nye værdier. Mange får en bedre hverdag og bliver bedre integreret. Nogle er rejst hjem og har startet nye menigheder. Det er hårdt hele tiden at skulle sige farvel, men det positive er, at vi møder utrolig mange spændende mennesker.
BMF