Kirke støtter konverteret iransk asylansøger, der har fået afslag
(Nyt på tværs 1-2013)
Da Fereshteh Asadi sidste år blev døbt i en københavnsk folkekirke, vidste hun, at alle broer var brændt. I hjemlandet Iran risikerer konvertitter dødsstraf. Der var ingen vej tilbage. To måneder senere fik hun afslag på asyl i Flygtningenævnet med den begrundelse, at de iranske myndigheder næppe havde kendskab til hendes konvertering. Afslaget har siden været forelagt FN´s Menneskerettighedskomité, der er gået ind i sagen. Men indtil hun ved, om sagen genoptages, opholder den iranske kvinde sig på en hemmelig adresse.
På bordet ligger en slidt farsi bibel med gult omslag. Bibelen er en gave fra den danske kirke, hvor Fereshteh Asadi blev døbt en forårsdag sidste år, inden hun fik endeligt afslag på asyl. Den iranske kvinde fortæller, hun læser i Bibelen hver dag. Det har hun gjort i over et år. For det er her, hun henter styrke til de mange lange dage, mens hun venter på, at de danske myndigheder afgør hendes fremtid.
Da hun kom til Danmark i maj 2011, kendte hun ikke noget til kristendommen. Den 51-årige frisør voksede op i en praktiserende muslimsk familie i Teheran som den næstyngste i en søskendeflok på fem. Som ung havde hun mange spørgsmål til farens strengt konservative tolkning af islam, men det var utænkeligt at undersøge andre religioner. På asylcentret i Ebeltoft hørte hun, at nogle af beboerne havde kontakt med en kirke. Hun var alene i et nyt land med voldsomme oplevelser i bagagen. Kunne det tænkes, at kirken kunne hjælpe?
- En søndag gik jeg ned i kirken og satte mig på den bagerste bænk. På det tidspunkt var alt kaos i mit liv. Jeg talte ikke med nogen og forstod ikke, hvad der foregik. Men jeg følte noget godt i kirken. Jeg kunne se, at de bad og læste fra Bibelen. Der var en god atmosfære. Jeg blev nysgerrig. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne finde ud af mere, fortæller hun.
Mødte kristne
Et par måneder senere blev hun overflyttet til et asylcenter på Sjælland, hvor hun mødte en kristen iraner.
- Jeg var midt i en uoverskuelig livskrise og havde det meget dårligt. En dag sad jeg ude i køkkenet og græd. En iraner kom hen og spurgte, om jeg ville med ind i en kirke i København, hvor der var andre iranere. Han var kristen og sagde, at det måske kunne hjælpe mig at komme med i et fællesskab.
I kirken viste det sig, at der var oversættelse til farsi. Fereshteh begyndte at komme hver søndag. Her hørte hun om en folkekirke, hvor der var ekstra bibelundervisning på farsi. Hun ville gerne vide mere og besluttede at tage til undervisning i kirken, der lå i en anden bydel.
- Jeg fik en bibel og begyndte at læse. Jeg ønskede at lære mere om Jesus. Jeg oplevede, at ordene gav mening. Det gav mig tryghed at læse. Gud talte til mit hjerte.
Efter at have fulgt et længere undervisningsforløb i kirken blev Fereshteh døbt ved en søndagsgudstjeneste. Selv om hun på det tidspunkt var midt i en asylproces, hvor hun havde fået det første afslag i Udlændingestyrelsen, var hun ikke i tvivl om, at hun ville døbes.
- Jeg havde sagt ja til Jesus i mit hjerte. Derfor bad jeg om at blive døbt. Alt andet var lige meget. Efter dåben følte jeg en enorm lettelse. Det var som om en kæmpe byrde var taget fra mig. Nu vidste jeg, at Gud var med mig uanset hvad.
Venner hjalp
I kirken havde Fereshteh fået venner, som hun kunne dele sit liv og sin nye tro med. Da hun fik afslag på asyl, støttede kirken hende med rådgivning og advokatbistand.
- I kirken forstod de min situation og vidste, at jeg ikke var konverteret for at få asyl, men at jeg virkelig ønskede at leve som kristen. De vidste også, at det var meget farligt for mig at vende tilbage til Iran. Mine venner i kirken hjalp mig med alt og bakker mig op hundrede procent. Uden deres hjælp havde jeg ikke klaret det.
I Iran har Fereshteh en 16-årig datter, der bor hos hendes mor. Datteren ved godt, at Fereshteh er blevet døbt.
- Min familie kender min tro. Da jeg blev døbt, var jeg så glad, at jeg måtte fortælle det til min datter. Resten må jeg overlade til Gud, siger Fereshteh med et forsigtigt smil.
Flygtede fra ægtemand
Den iranske kvinde havde aldrig forestillet sig, at hun skulle søge asyl i Danmark. Da hun kom for snart to år siden, var det for at besøge den mand, hun havde giftet sig med seks måneder tidligere i Iran. Manden havde boet i Danmark i mange år og var ligesom hun selv fraskilt.
- Det var ikke noget, jeg bare kastede mig ud i. Jeg var meget forsigtig. Efter et mislykket arrangeret ægteskab, da jeg var 19, og 17 års ægteskab med en mand, der blev psykisk syg, var jeg alene med min datter. Men i Iran er det svært for en kvinde at få lov at være alene. Der er meget pres fra familien og omgivelserne. Så da jeg gennem en veninde fik kontakt med en iraner i Danmark, tænkte jeg OK - lad os se. Jeg så billeder, og i et helt år talte vi sammen i telefonen flere timer hver dag. Jeg følte, at jeg kunne stole på ham. Vi blev gift i Teheran, men det var meningen, at vi fortsat skulle bo i hver vores land og ses i ferier. Efter seks måneder inviterede han mig til Danmark på besøgsvisum. Men da jeg kom, viste det sig, at han var en helt anden person her. Der skete mange dårlige ting. Jeg måtte ikke forlade hans lejlighed. Efter nogle uger lykkedes det mig at flygte. Jeg var meget bange og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke rejse tilbage, for han havde anmeldt mig for utroskab til de iranske myndigheder og truet min datter og min familie. I mit land er der dødsstraf for utroskab.
Ventetid
- At jeg blev asylansøger er stadig surrealistisk. Det var jo slet ikke derfor, jeg kom. Men måske skulle jeg til Danmark for at lære Jesus at kende, siger Fereshteh, der får ventetiden til at gå med at læse, skrive på Facebook, besøge venner og hjælpe i kirken.
- Jeg prøver at være aktiv, men det er svært at være helt afhængig af andre. Jeg kan jo ikke leve et normalt liv. Men jeg har valgt retning. Selv om jeg er bange for fremtiden, er jeg også tryg. Gud har hjulpet mig så mange gange før. Jeg siger til mig selv: Du skal være stærk.
BMF