Interview med rumænsk-ortodoks præst i Charlottenlund

(Nyt på tværs 3-2012)

Da Ieromonah Avraam Gînju blev indviet til munk for tre år siden, var det afslutningen på mange års åndelig søgen. Bag sig havde han ni års teologistudier samt en universitetsgrader i psykologi. I dag er den 28-årige rumæner, der er født i Botosani i Moldavien, præst for en ung og voksende rumænsk-ortodoks menighed i Sankt Andreas Kirke i Charlottenlund nord for København. Som bispesekretær for det rumænsk-ortodokse stift i Nordeuropa, der omfatter Danmark, Norge og Sverige, er han i daglig kontakt med biskoppen i Stockholm. Sideløbende har han netop afsluttet en mastergrad ved Lund Universitet.  

 

- Du er født i Rumænien i kommunisttiden. Hvilken rolle spillede religion i dit hjem?

Mit første møde med Gud var gennem mennesker. Indtil jeg var syv år, opholdt jeg mig meget hos mine bedsteforældre, der boede på landet. Min farmor var medlem af kommunistpartiet. Det var ikke velset, at partimedlemmer gik i kirke, men somme tider stod vi meget tidligt op og gik fire-fem timer til fods ud til et afsides kloster. Hele atmosfæren i klostret, de fromme munkes bønner og de mange ikoner gjorde et stort indtryk på mig. Her mødte jeg det hellige.  

     Derimod var min mormor og morfar meget religiøse og gik i kirke hver søndag. Selv om gudstjenesten var alt for lang for mig, kunne jeg godt lide at gå i kirke. Min mormor havde en ikon. For en lille dreng var ikonen mystisk og meget betagende. Jeg følte en næsten magnetisk tiltrækning til mine bedsteforældres tro.

     Min far er ikke særlig religiøs. Han voksede op under kommunisterne og er stadig overbevist om, at religion kun har til formål at kontrollere masserne. Min mor havde sin tro, men som embedsmand i et ministerium var kirkegang udelukket.  

 

- Hvornår vidste du, at du ville være præst?

Da jeg var 14 år, foreslog min mor, at jeg begyndte på et teologisk gymnasium, der havde til formål at uddanne præster til den ortodokse kirke. Dengang var der stor mangel på præster ude i sognene. Som ung teenager havde jeg haft nogle gudløse år og lavet en masse ballade. Af en eller anden grund sagde jeg ja - hvorfor ikke? Når Gud kalder, er det svært at sige nej. Det var en kostskole med streng disciplin. Her fik jeg øjnene op for filosofi, kirkehistorie, litteratur, matematik og fysik og ikke mindst symfonisk musik. Jeg begyndte at forstå livet på en dybere måde og var draget mod det kontemplative. For at være religiøs, må man være anderledes. Noget skal opgives. Allerede dengang vidste jeg, at jeg ikke ønskede et almindeligt liv.

 

- Hvorfor valgte du at blive munk?

Jeg kunne have valgt en akademisk karriere og giftet mig med en sød pige! Men jeg har bevidst fravalgt noget for at få noget andet. Som 16-årig arbejdede jeg nogle måneder på et kloster, hvor jeg kom tæt på munkene. De var både muntre, kærlige og meget intellektuelle. Jeg talte meget med dem om Gud og om filosofiske emner. Her opdagede jeg også stilheden. Som 19-årig begyndte jeg at læse teologi, filosofi og psykologi ved universitet. Akademisk og socialt gik det godt, men jeg savnede åndelig dybde i mit liv. Efter eksamen fik jeg mulighed for at tage en mastergrad ved Lund Universitet i Sverige. I det meget sekulare akademiske miljø oplevede jeg en åndelig krise og blev for alvor klar over min egen sårbarhed. Først under et ophold på et kloster i Essex i England, hvor de 14 munke og 24 nonner alle havde mindst én phd, kom det hele tilbage. I stilheden kom bønnen. Nu var jeg klar til at blive munk. Jeg blev munkeviet på et kloster i Transsylvanien, hvor jeg også fandt den åndelige vejleder, jeg så længe havde savnet. Samtidig blev jeg en del af et større fællesskab af ordensbrødre, der både er meget fromme, intellektuelle og reflekterende. En klar gevinst er også, at jeg som munk ikke skal opfinde min hverdag. Men jeg skal finde min egen rytme.    

 

- Hvad fik dig til Danmark?

Biskoppen sendte mig. Som munk bestemmer man ikke selv, hvor man vil være. Det er en beslutning, jeg er dejligt fri for! Min opgave er først og fremmest at give herboende rumænere viden om kristendommen og deres rumænske identitet. Vi er alle vidner om Kristus inden for vores kultur. I Rumænien har vi haft kristendommen i 1700 år. Jeg forsøger at være et vidne om kristendommen i dens ældste form. Hvis rumænere skal møde Gud, er det gennem mennesker.  

     De fleste rumænere i Danmark er ikke vant til at gå i kirke. I menigheden er der mange unge familier og studerende. Jeg er selv meget interesseret i film, litteratur, poesi og filosofi. I kirken viser vi film og taler med de unge om de budskaber, vi møder. Men alt det er kun periferien, der måske kan åbne døren ind til det egentlige - mødet med Kristus.

     Jeg forsøger at give menigheden en dybere forståelse for gudstjenestens liturgiske og symbolske rigdom. Hos os varer en gudstjeneste fire timer. Det meste af tiden står menigheden op. Det har taget lidt tid for folk at vænne sig til.

  

- Hvordan reagerer danskerne, når de møder en ortodoks præst på gaden i sort præstedragt?

Nogle ser på mig og tænker: Hvad i alverden laver sådan en her?! Andre lader, som om jeg ikke eksisterer. De har ikke lyst til at blive mindet om Gud. Måske repræsenterer jeg noget, de et eller andet sted selv savner. Nogle tror, jeg er jøde eller muslim.

 

- Har du kontakt med folkekirken?

Jeg var glad for at være med på en konference for migrantpræster i maj. Jeg hørte en masse gode ting. Især var det godt at møde de afrikanske præster og opleve deres spontane glæde i Gud. En god dialog forudsætter, at man har forskellig identitet og ved, hvem man selv er. Jeg håber på en god dialog med folkekirken. Som ortodokse rumænere vil vi gerne være mere synlige. Vi tror, at vores gamle kirketradition stadig kan bringe megen glæde og berigelse.

 

FAKTA: Der bor knap 11.000 rumænere i Danmark. De betjenes af fire ortodokse præster, der holder gudstjenester i København, Charlottenlund, Roskilde, Odense, Sønderborg, Århus, Herning og Ålborg. Desuden samles en rumænsk baptistmenighed på Nørrebro.