Dansk-eritreaner støtter ung eritreansk-ortodoks menighed i Aarhus
(Nyt på tværs 2 - 2018)
Når den eritreansk-ortodokse menighed i Aarhus har brug for at låne en kirke, hvor mellem 200 og 300 eritreanere kan fejre gudstjeneste, er det Amete Yohannes, der laver aftale med Møllevangskirken, reserverer lokaler og henter nøglen til kirken. Den dansk-eritreanske kvinde har boet Danmark siden 1984 og arbejder til daglig som social- og sundhedshjælper på et plejehjem. I dag er hun et vigtigt bindeled mellem den danske sognekirke og den eritreanske menighed, hvor størstedelen er nyankomne flygtninge, der har fået asyl i Danmark inden for de seneste år.
Blomstrende syrener sender deres sødlige duft af tidlig sommer ind mellem de lave boligblokke, hvor Amete Yohannes tager imod i lejligheden på første sal. Hun byder indenfor i den lyse stue, hvor der er gjort parat til den traditionelle eritreanske kaffeceremoni. Duften af nyristede kaffebønner fylder rummet, inden kaffen koges langsomt på en kogeplade og forsigtigt skænkes i små porcelænskopper.
- Kaffe betyder varme, kærlighed og socialt samvær. Der er en særlig stemning, når alle har spist, og vi sidder rundt om kaffen og hyggesnakker, forklarer Amete Yohannes, mens hun skænker mere kaffe.
Den eritreanske kvinde med det vindende smil har boet i Danmark i 34 år. At hun en dag ville blive brobygger for en større gruppe nyankomne flygtninge fra hjemlandet havde hun ikke forestillet sig.
- Med den eritreanske menighed fik jeg en kæmpe gave fra Gud. Fordi jeg har boet her i mange år, kan jeg hjælpe med mange ting. Når nogle af de unge mænd kalder mig deres mor, bliver jeg rigtig glad. Jeg ønsker for dem, at de må få et godt liv her og ikke glemme deres kristne tro, siger hun.
Barn af krigen
Amete Yohannes ved af personlig erfaring, hvor meget den kristne tro betyder, når man skal opbygge et nyt liv i et nyt land. Selv kom hun til Danmark i 1984 på flugt fra uafhængighedskrigen mod Etiopien, der varede fra 1961 frem til Eritrea blev selvstændigt i 1991.
- Jeg er født i en lille by 25 kilometer fra Asmara. Vi voksede op med krigen. Mange gange blev vi bombarderet fra flyvemaskiner og måtte flygte fra landsby til landsby. I lange perioder kunne vi ikke gå i skole. Min storebror døde i krigen. Han blev 18 år.
- Men midt i alt havde vi den kristne tro. Mine forældre gik i kirke, så ofte de kunne, og min mor fortalte os børn om Gud, tændte stearinlys og bad hver morgen og aften. Jeg kan stadig høre hendes stemme.
Alle i Ametes familie var frivillige under krigen.
- Mændene og de store drenge var soldater. Kvinderne hjalp soldaterne, passede de sårede og tog sig af forældreløse børn. Jeg var selv aktiv i krigen, fra jeg var 15-16 år. Det var en meget svær tid. Efter nogle år flygtede jeg til Sudan, hvor vi kunne købe falske pas til Europa. Min familie sendte penge. Vi var flere, der rejste sammen. Det var ikke som i dag, hvor flygtninge sejler over Middelhavet. Vi kom med fly til Paris. Derfra kom vi videre i lukkede biler. Nogle kom til Tyskland. Jeg endte i Danmark.
Alene i Danmark
De første to uger tilbragte Amete i et fængsel nær Sandholmlejren i Nordsjælland.
- Jeg havde jo ingen papirer. Selv om det er mange år siden, kan jeg stadig huske følelsen af at være helt alene. Jeg græd og græd. Jeg var meget bange for at blive sendt tilbage til Sudan. Jeg kom i december, hvor det var meget koldt. De første dage sad jeg oven på radiatoren! Jeg ville bare arbejde, så jeg kunne sende penge til mine forældre. Da jeg senere første gang fik udbetalt 600 kr. til mad, sendte jeg 50 dollars hjem til min far. Efter fem måneder fik jeg asyl og blev flyttet til Aarhus. Her har jeg boet siden. I dag er Aarhus min by, siger Amete med et stort smil.
På sprogskolen mødte hun sin kommende mand, der var FN kvoteflygtning fra Eritrea. Tre år senere blev parret gift.
- Min mand havde været soldat og var blevet skudt i krigen. Fra et hospital i Italien blev han sendt videre til Danmark. Resten af livet var han mærket af krigen, men det lykkedes ham alligevel at tage eksamen fra handelshøjskolen.
Gud gav kræfter
Med årene er den kristne tro kommet til at betyde mere for Amete Yohannes.
- Når man kommer til et nyt land, bliver troen meget vigtig. For 17 år siden mistede jeg min mand og blev alene med tre børn. Her var ingen far eller mor eller mostre eller kusiner, der kunne hjælpe. Gud gav mig kræfter til at klare børnene. Det er slemt at miste et menneske, man elsker, men jeg har altid vidst, at Gud er der, og at han elsker mig.
- At gå i kirke giver mig stor glæde. I mange år kom vi ind imellem i den etiopisk-ortodokse menighed, der blev oprettet i slutningen af 1990erne i Helligåndskirken i Hasle. Senere begyndte jeg at komme til de danske gudstjenester i Møllevangskirken, hvor jeg har mange venner.
Det var i den etiopiske menighed, at Amete Yohannes mødte nogle af de første eritreanere, der kom til Danmark med de store flygtningestrømme i 2015.
- Det var naturligt for dem at opsøge den etiopiske menighed. Vi kommer jo fra den samme kirke. Men efterhånden blev vi så mange, at der ikke var plads til alle. Efter nogle måneder blev jeg spurgt, om jeg kunne hjælpe med at finde en kirke til eritreanerne. Du er jo halvt dansker, sagde de! Jeg spurgte i Møllevangskirken, og de sagde ja. Blandt de nyankomne var der flere præster og diakoner, så i efteråret 2015 holdt vi vores første gudstjeneste. Kirken var så fuld, så fuld. Folk var så glade. Nu havde vi fået vores egen kirke og mere plads. Vi var så taknemmelige, fortæller Amete Yohannes, der især glæder sig over, at de mange børn og unge kan vokse op i Danmark med deres egen kirketradition.
- Nu kan vores børn blive døbt i vores kirke, og de unge kan blive gift. Mine børn havde ikke den mulighed. Jeg bliver så glad, når jeg ser alle børnene og de unge i kirken. De ville ikke bare komme i en dansk kirke. Det ved jeg fra mine egne børn. Nu kan kirken igen blive en del af deres liv. Mange forældre er bekymrede for, at deres børn skal miste troen. Jeg fortæller menighedens ledere, at de skal samle børnene, fortælle, synge og snakke med dem om Bibelen, for sådan gør man i Danmark. Jeg håber meget, at nogen vil tage ansvar.
Morgenmad i sognegården
Mange rejser gerne langt for at være med, når der er gudstjeneste en lørdag hver fjerde eller femte uge i Møllevangskirken. Gudstjenesten begynder tidligt om morgenen og varer til omkring klokken 12.
- Præsterne begynder at gøre kirken klar klokken tre om morgenen. I vores kirke skal der være flere præster og diakoner til stede, for at man kan holde gudstjeneste. Vi har kun én præst i Aarhus, så nogle af præsterne kommer fra andre byer. Når gudstjenesten er færdig, spiser vi morgenmad sammen i sognegården. Hos os skal man være fastende, når man modtager nadveren. Det er en stor glæde for mig at se alle de mange mennesker i kirken. Det giver mig så meget, siger Amete Yohannes og bliver varm i stemmen.
Hun er taknemmelig for den hjælp, som den eritreanske menighed har fået fra den danske værtskirke.
- Kirken har startet en lektiecafé for de unge, og nogle fra menigheden er blevet kontaktfamilier for eritreanske familier og unge, der er alene. Det er jeg så glad for.
Bruger hinanden
Fremover vil Amete Yohannes fortsætte med at komme både i folkekirken og i den eritreanske menighed.
- Gud er én. For mig betyder det ikke noget, om man har sko på i kirken, og om kvinderne dækker håret. Min tro er større. Jeg kan bede til Gud alle steder sammen med alle mennesker. Man skal ikke være bange for andres traditioner men tage det, man kan bruge.
- Jeg siger til dem, der kommer i dag, at de skal sørge for at komme ud mellem danskerne. Snak med jeres naboer. Bed om at låne salt eller et æg! Mange tror ikke, at danskerne vil snakke med dem. Men ofte er det os, der ikke snakker med danskerne.
- Selv om der er mange problemer i Eritrea, elsker vi vores land. Min generation har kæmpet i krigen for vores børns og børnebørns fremtid. Dem, der kommer i dag, har ikke oplevet det samme. De fleste er flygtet fra nationaltjeneste. Alle har oplevet voldsomme ting på rejsen. Det er vigtigt, at de kan mødes i kirken og snakke sammen. I vores kultur har vi ikke tradition for psykologer. Vi bruger hinanden. Og først og fremmest har vi Gud.