Seniorliv: Kurdisk frihedskæmper prioriterer familien

(Nyt på tværs 3-2011)

I hjemlandet blev han hædret som frihedskæmper og nationalhelt. Siden Jalal Ali som 16-årig blev sendt op i de kurdiske bjerge i Nordirak som partisan har han deltaget aktivt i kurdernes kamp for demokrati og selvstændighed - en kamp, der nær havde kostet ham livet, og som endte med flugt og foreløbig 23 år i eksil i Danmark.

I dag er den 62-årige tidligere modstandsmand pensioneret og bor i en nybygget ejerlejlighed i Køge med sin kone Bijan Karim og parrets 16-årige datter, der går i gymnasiet. De to voksne sønner er midt i trediverne og bor begge i nærheden med deres familier og de tre børnebørn.

     Jalal Ali har aldrig fortrudt, at han viede sit liv til den kurdiske modstandskamp, selv om prisen har været høj. I 1982 blev han skudt og alvorligt såret. I flere uger svævede han mellem liv og død.

     - De fandt 111 metalstykker i min krop. Jeg mistede også mit højre øje. Mit parti flyttede mig til Iran, hvor jeg fik behandling i mange måneder. Siden flygtede vi til Syrien, hvor vi ventede på, at krigen mellem Irak og Iran skulle slutte. Men til sidst kunne vi ikke vente længere.  

     Med hjælp fra partiet lykkedes det at få studievisum til Ungarn, hvor familien tilbragte de næste fem år. Jalal Ali var dog så mærket af krigsoplevelserne, at han ikke kunne studere. I stedet passede han hjem og børn og supplerede familiens indtægt med forefaldende arbejde, mens hans kone lærte ungarsk og uddannede sig til sygeplejerske.      

 

Til Danmark

Da Jalals visum udløb i 1988, havde Bijan stadig et år tilbage af sin uddannelse. Familien besluttede, at han og parrets to drenge på 11 og 13 år skulle søge asyl i Danmark, hvor Bijan havde en søster. Efter 21 dage i modtagecentret Sandholm fik Jalal opholdstilladelse. Senere fulgte Bijan efter gennem familiesammenføring.

     - Det var helt anderledes dengang. Jeg fortalte sandheden om, hvordan jeg blev partisan, og hvorfor jeg ikke kunne rejse tilbage til Irak. Så fik jeg politisk asyl. Krigen mellem Iran og Irak var ved at slutte, og Saddam Hussein havde angrebet kurdiske byer med kemiske våben. I en enkelt by blev 5.000 dræbt. Over 100.000 kurdere blev drevet på flugt, fortæller Jalal.

     I dag er den kurdiske drøm om et hjemland i Nordirak langt på vej gået i opfyldelse. Irakisk Kurdistan er en autonom region med udstrakt selvstyre, eget parlament og egen præsident. Jalal Ali rejser flere gange om året på besøg i hjemlandet, hvor han har et stort netværk og stadig er politisk aktiv. I Danmark er han formand for en forening for kurdiske krigsveteraner, der jævnligt mødes.

 

Tre krige

Selv om båndene til hjemlandet er stærke, ønsker hans kone ikke at vende tilbage.  

     - Jeg har ikke gode minder fra Kurdistan. Det var krig, krig og krig hele min barndom. Tre store krige. Da jeg var meget ung, måtte jeg flygte op i bjergene med to små børn. Jalal var partisan og eftersøgt. Det var meget farligt for os. Regeringssoldater kunne tage børnene og spørge om deres far, så min lille søn skulle lære at sige, at hans far var død. Vi gemte os hos familier, vi ikke kendte. Når de bombede, gemte vi os i kældre. Børnene husker stadig noget. Vi oplevede meget slemme ting. I dag er der fred og demokrati i Kurdistan, men vi mangler stadig tryghed. I Danmark føler jeg mig tryg. Jeg kan godt lide at besøge Kurdistan. Men nogle gange føler jeg mig fremmed i mit eget land.  

 

Kristne naboer

Efter mange år i Danmark er taknemmeligheden stadig stor hos den kurdiske familie.  

     - Vi er meget glade for at være her og siger tak, fordi Danmark åbnede døren for os. Den første dag i vores nye lejlighed hilste jeg på vores naboer. De kommer fra Island. For os er det vigtigt at kende sine naboer. Vi fik det hurtigt rigtig godt sammen. De er meget gode naboer. Vi besøger hinanden og sidder sammen og snakker og spiser. De er kristne og går i kirke. Vi er muslimer, men vi har stor respekt for kristne. Kristne og muslimer er meget tæt på hinanden. Når nogle muslimer er bange for kristne, er det fordi de mangler kendskab, forklarer Bijan.

     Selv voksede hun op i storbyen Sulaymaniyah i et kvarter med mange kristne familier.

     - Muslimer og kristne gik i skole sammen og legede sammen. Fra vores hus kunne vi høre kirkeklokker. Når der var bryllup i kirken, fik vi børn somme tider lov til at komme og kigge. Det var meget anderledes end i moskéen. Dengang var moskéen kun for mænd. I kirken var der også kvinder og børn. Muslimer og kristne kom til hinandens begravelser og trøstede hinanden. Juleaften gik vi på besøg hos de kristne familier og sagde til lykke. Men efter amerikanernes invasion i 2003 blev det rigtig svært for de kristne. Folk tænkte, at de kristne hjalp USA, fordi de havde samme religion.        

     I dag praktiserer Bijan Karim ikke sin religion i hverdagen. Men hun fortæller med varme i stemmen om faren, der var troende muslim og kom i moskéen.

     - Jeg elskede min far. Min mor døde tidligt, så min far var både far og mor for os fire børn. Han lavede mad og vaskede tøj og passede sit arbejde som anlægsgartner. Folk i byen kunne godt lide min far. Han fortalte os, hvad der står i Koranen, men han tvang aldrig os børn til noget. Vi havde megen frihed og kunne selv bestemme, hvem vi ville giftes med.

 

Kvindeprojekt og kirkebesøg

Som pædagogisk medarbejder i Roskilde har Bijan Karim været projektleder på et 10-måneders integrationsprojekt for kvinder under Dansk Flygtningehjælp. Det var et ønskejob for den kurdiske sygeplejerske, der i en årrække havde arbejdet på sygehus og plejehjem og også har eget tolkefirma, hvor hun tolker til/fra kurdisk, arabisk, farsi, ungarsk og dansk.

   - Jeg var med til at udarbejde projektet, som vi kaldte ”Mit liv – mit valg.” Vi var på besøg mange steder - også i en kirke. Kvinderne var muslimer, og nogle syntes ikke, de skulle hen i kirken. De troede, at når man kommer ind i en kirke, bliver man kristen! Jeg forklarede dem, at det er dejligt at høre historier om kristendommen. Præsten viste rundt og fortalte om kristendom, hvem der er begravet i kirken og hvad kirken har gjort for at hjælpe mennesker. Kvinderne syntes, det var meget interessant. I dag har de lavet deres egen interkulturelle forening, så de fortsat kan mødes og gøre ting sammen, fortæller Bijan, der som projektleder kunne trække på sine egne erfaringer.

     - Jeg har jo selv oplevet mange af de samme ting som kvinderne. Men mange flygtninge lever stadig med en kuffert på ryggen. De har aldrig sat den ned, så de kunne blive en del af det nye samfund. Jeg har mange idéer og drømme om nye projekter, der kan hjælpe kvinderne til en bedre hverdag, fortæller hun.      

     Kræfterne er dog ikke ubegrænsede. Bijan har stadig eftervirkninger af et piskesmæld fra et trafikuheld for nogle år siden.  

     - Jeg har lært at leve med smerter og medicin. Jeg vil ikke sidde hjemme. Det er en stor hjælp, at Jalal passer hus og laver mad, når jeg kommer træt hjem, siger hun med et taknemmeligt smil til ægtefællen i sofaen.    

 

Gensidig respekt

De har kendt hinanden, siden de var børn. Familierne var naboer, og Jalal og Bijan blev gift den sommer, Jalal kom ned fra bjergene efter ni år som partisan. De har lovet hinanden at holde sammen i gode og onde dage. Den gensidige respekt er mærkbar og kærligheden stadig levende. Derfor flytter parret ikke tilbage til Kurdistan, selv om Jalal har svært ved at forestille sig resten af sit liv i Danmark. Men han er klar over, at hans kone og børn ikke har det på samme måde.

     - Jeg vil gerne tilbage. I dag har de startet demokrati i Kurdistan. Jeg håber, det bliver rigtigt demokrati. Det er svært at opbygge et nyt liv i Danmark. I Kurdistan ved folk, hvem jeg er – at jeg har kæmpet mod en brutal diktator, der slog mange uskyldige mennesker ihjel, og at det var en nødvendig kamp. Danskerne ved ikke, hvem jeg er. De kender ikke kurdernes frihedskamp. Men jeg skal blive hos min familie i Danmark. Vores datter er opvokset her, og vores sønner klarer sig godt og har gode stillinger. Måske vil min kone en dag med tilbage, hvis hun bliver træt og gammel, siger Jalal med et lunt smil og glimt i øjet. Det øje, der ikke er af glas.

BMF