Seniorliv: 59-årig tidligere buddhist døbt i vietnamesisk menighed
(Nyt på tværs 3-2011)
Et gulstens parcelhus i en dansk provinsby. Bil, børn og børnebørn og mangeårigt job som socialpædagog. For en umiddelbar betragtning adskiller Lam-Phol Lams hverdag sig ikke fra mange danskeres. Men når den 59-årige vietnameser ser tilbage på sit liv, er der to afgørende vendepunkter: Den aprildag i 1975, da han landede i Aalborg Lufthavn sammen med godt 200 andre børn og unge på flugt fra det krigshærgede Sydvietnam og de fremrykkende nordvietnamesiske styrker. Og den dag sidste år, da han som tidligere buddhist blev døbt i en vietnamesisk menighed i Slagelse.
Lyden af hamren og banken når ud på den stille villavej i Skælskør. Lam-Phol Lam er i gang med sommerens ferieprojekt – udskiftning af vinduer og fliser i badeværelse. Han får hjælp af sin kone Ngoc Hue Nguyen (58) og venner fra menigheden i Slagelse. Han husker vores aftale, tørrer sveden af panden og tager sig en pause i udestuen til en samtale om krigens børn, der blev voksne, troens betydning og forventninger til seniorliv i Danmark.
Kostskole bombet
I mange år var Lam-Phol Lam formand for Vietnamesisk Montagnard Forening i Danmark og netværkskoordinator for de unge vietnamesere, der som han selv i 1975 blev evakueret fra Saigons krigshelvede af den danske journalist Henning Becker. Han er også politisk aktiv og sidder i kommunens integrationsråd.
- Mine børn ved, at deres far aldrig har haft en ungdom. Det var krig og krig. For at glemme har jeg sørget for altid at være involveret i mange ting, forklarer han og fortsætter med at fortælle om opvæksten i Sydvietnam, inden Saigon faldt til de nordvietnamesiske kommuniststyrker i 1975.
Da han var ni år, sendte forældrene ham på kostskole. Som montagnarder tilhørte familien Vietnams oprindelige befolkning, der udgør et etnisk mindretal. Forældrene ønskede, at sønnen skulle lære at læse og skrive, og kostskolen, der var oprettet af franskmændene for etniske minoriteter, gav muligheden.
- Jeg lærte tidligt at kæmpe for at overleve. Da jeg var 18 år, blev vi ramt af krigen. Vores kostskole blev totalt ødelagt. Der er ting i livet, man aldrig glemmer. Vi løb og løb om natten. Der var kanoner på begge sider af vejen. Mange døde. Jeg har stadig ar efter raketsplinter under det ene øje. Jeg var heldig og fik hjælp fra ministeriet for etniske minoriteter, der sendte mig til en anden kostskole med et tæppe, en måtte og penge til tre måltider om dagen. Men der var hele tiden krig og eksplosioner i mit hoved, så jeg bestod ikke eksamen. Da min lillebror blev samlet op af en dansk journalist, der havde lejet en farm uden for Saigon til krigsramte børn fra de store flygtningelejre, blev jeg spurgt, om jeg ville hjælpe. Efterhånden var der 150 børn på farmen. Det var en opgave, jeg tog meget seriøst.
Til Livø
Det sidste år fik Lam-Phol mulighed for at læse ved universitetet. Han var i mellemtiden blevet gift med Ngoc Hue Nguyen, og parret fik en lille søn. Han bestod eksamen med høje karakterer men nåede aldrig at få sit eksamensbevis.
- Da krigen ramte 1975, var alt kaos. Vi flygtede bare. Jeg var med til at samle de unge i Saigon, hvor den danske journalist organiserede rejsen ud af Vietnam. Vi var over 200 børn og unge. Vi rejste den 25. april kl. 18. Mens vi stod i lufthavnen og ventede på vores fly, kunne vi høre granattorden i det fjerne og se raketternes ildstrejf på himlen. Vi fløj via Manila, Honolulu, Chicago og San Francisco. Det var et mirakel, at det gik godt. Den 29. april landede vi i Aalborg Lufthavn. Herfra blev vi kørt til Livø, hvor vi boede isoleret de næste ni måneder. Derefter blev vi overflyttet til en højskole i Roskilde. Først efter tre år fik vi lov at flytte ud i danske byer og begynde at integrere os i det danske samfund.
Sammen med 35 unge kom Lam-Phol og hans kone til Skælskør, hvor han blev uddannet fritidspædagog.
- Det var ikke mit drømmejob. Jeg ville gerne have læst økonomi. Men jeg havde familie og ansvar for at hjælpe de unge, så det var vigtigt at få et arbejde.
Buddhistisk familie
Som de fleste vietnamesere voksede Lam-Phol op som buddhist.
- Jeg lærte tidligt værdien af et regelmæssigt liv, respekt for forfædrene, at være hjælpsom og ikke gøre andre fortræd. I Danmark fejrede min kone og jeg nytår efter den buddhistiske tradition, men ellers var vi mest buddhister af navn. Under krigen fandt vi styrke i det sociale samvær snarere end i vores religion.
Som barn havde Lam-Phol mødt kristne missionærer på kostskolen i Vietnam. I Danmark deltog familien i bryllupper og begravelser i kirken.
- Da min svoger døde for tre år siden, begyndte min kone at sammenligne, hvad der sker, når en kristen og en buddhist dør. Hun sagde: ”Jeg vil ikke dø som buddhist. Det er meget koldt. I kirken føler jeg varme.” Det chokerede mig. Men hun er min kone. Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Derfor blev jeg nødt til at lade hende gå den vej, hun ville. Jeg kendte en vietnamesisk præst i Slagelse, som jeg havde fulgt fra barndommen og respekterede meget. Jeg foreslog min kone, at hun lærte om kristendommen i hans kirke. Når hun ikke kunne forstå noget i Bibelen, begyndte jeg at forklare hende. Jeg kendte jo meget fra Vietnam. Til sidst spurgte hun, hvorfor jeg ikke blev kristen! Jeg sagde, at jeg ville komme senere. Det er godt, når mand og kone har samme tro. Jeg vidste, at Gud havde en plan for mig. Hvis Gud ikke havde taget hånd om mig, var jeg blevet slået ihjel for længe siden.
Døbt i Slagelse
I dag er næsten hele Lam-Phols familie kristen. Først blev hans kone døbt og siden hans 81-årige mor, der kom til Danmark gennem familiesammenføring i 1983.
- Præsten siger, at min mor er den ældste dame, han har døbt! I Vietnam hørte hun mange gode ting om de kristne og kristendommen. Her i Danmark kom vietnamesiske kristne og besøgte hende og hjalp hende. Derfor ville hun gerne være kristen.
- Man skal turde forandre sig og gøre det, man synes er rigtigt. Siden jeg blev døbt, har mit liv ændret sig meget. Jeg har mere ro i min krop og mit sind. Jeg læser fire-fem kapitler i Bibelen hver dag og beder til Gud morgen og aften. I mange år kunne jeg ikke sove om natten på grund af de ting, jeg havde i hovedet. Nu sover jeg bedre. Den kristne tro skaber ro i forhold til fortiden. Når man bliver døbt, melder man sig ind i det kristne samfund, hvor Gud er vores far. Derfor skal man ikke være så bekymret.
De fleste søndage tager Lam-Phol og hans kone til gudstjeneste i den vietnamesiske menighed i Slagelse, der mødes i et missionshus, hvor de samler knap hundrede børn og voksne. Sidste år blev menigheden medlem af Missionsforbundet i Danmark.
- Vi valgte en vietnamesisk menighed, fordi det kan være svært for vietnamesere at forstå det danske sprog helt i bund. De ældre har aldrig lært sproget. På vietnamesisk forstår vi hundrede procent. Men vi oversætter altid til dansk, så også børnene og de unge kan forstå.
- Vi er taknemmelige for, at vores danske kirke har sagt ja til at støtte vores hjælpeprojekter i Vietnam. Vi lever godt her i Danmark og vil gerne støtte de kristne i Vietnam, der har det svært.
25 års jubilæum
Når Lam-Phol om fire år går på efterløn, har han fejret 25-års jubilæum på sit arbejde. Den aktive vietnameser frygter ikke at blive gammel i Danmark.
- Her har man sin pension og kan leve uden bekymring. I Vietnam er langt de fleste fattige. Man skal knokle hele livet, selv om man er gammel. For mig handler en god alderdom først og fremmest om, at mine familie, vores tre børn og tre børnebørn har det godt. Det beder jeg om hver dag. Vores vennekreds - både vietnamesere og danskere – betyder også meget. Og så håber jeg selvfølgelig på et godt helbred.
Han tager gerne ud og holder foredrag om sit liv som flygtning og den mirakuløse rejse til Danmark.
- Som flygtning har man en masse ting i sig. Mit liv har været både godt og dårligt, spændende, forfærdeligt og barsk. Men man kan også lære af de dårlige ting. Det har hjulpet mig til at forstå, hvorfor jeg er, som jeg er.
BMF