16-årige Lea fra Jægerspris er både afghaner og dansker    

(Nyt på tværs 1-2014)

Når Lea Nooristani ikke passer sin lillesøster eller hjælper til derhjemme, går hun til fodbold, spiller teater eller er sammen med veninderne. Lektierne skal også passes, for den 16-årige spinkle dansk-afghaner, der sidder på sengen i det lyse, hvidmalede pigeværelse, vil have en uddannelse. Lea er født i Kabul i Afghanistan og kom til Danmark i 2001. De første fire år boede familien på forskellige asylcentre, inden de fik humanitær opholdstilladelse. I dag går Lea i 9. klasse i Jægerpris, hvor hun bor sammen med sin mor og to yngre søstre i et hyggeligt gulstens rækkehus med udsigt til Jægerspris Mølle. For nogle år siden fik hendes far asyl i Sverige, hvor han bor i dag. Lea fortæller om at vokse op mellem to kulturer og religioner:    

    

"Somme tider spørger jeg mig selv, hvem jeg er. Afghaner eller dansker? I dag tror jeg, at jeg har fundet svaret. Jeg er mig. Og jeg er først og fremmest afghaner. Det er jo der, jeg kommer fra. Det er i blodet. Men jeg er vokset op i Danmark. Og så er jeg muslim, for det er mine forældre og bedsteforældre, og det var alle mine forfædre.

     Jeg husker ikke ret meget fra Afghanistan, men jeg har nogle billeder inde i hovedet. Jeg husker mine bedsteforældres hus. De var meget søde og forkælede os børn, ligesom bedsteforældre i Danmark.

 

Vi flygtede, fordi Taleban truede med at dræbe min mor. I hendes familie fik både piger og drenge en uddannelse. Min mor læste persisk litteratur på sidste semester på universitetet, da Taleban kom til magten i 1996. Nu måtte piger ikke længere gå i skole. Men selv om det var forbudt, oprettede min mor og nogle andre kvinder en pigeskole. Da det blev opdaget, lykkedes det min mor at flygte med mig. De andre blev dræbt.

     Jeg husker ikke rigtig flugten. Jeg ved, at vi oplevede nogle barske ting, men vi taler ikke så meget om det. Vi rejste i tre måneder sammen med nogle smuglere. Somme tider kørte vi med godstog. Vi tog ikke fly. Vi var flere familier, der rejste sammen. Min mor var gravid med min ældste lillesøster. Somme tider gik vi i 10 timer om natten ad smalle bjergstier. Mændene bar børnene. Min mor fortæller, at hun holdt fast i mit tøj, så jeg ikke blev væk i mørket. Hun stolede ikke på mændene.

 

Vi ventede næsten fem år, inden vi fik opholdstilladelse. Det var rigtig hårdt for min mor. For min søster og mig var det meget normalt at bo tæt sammen med mange mennesker på et asylcenter. Vi kendte jo ikke andet. Der var altid nogen at lege med. Inden vi fik ophold, fik vi fire afslag. I dag, ni år senere, har vi stadig ikke permanent ophold. Da vi søgte, fik vi afslag, fordi min mor ikke har arbejde. Men hun har dårlig ryg og kan ikke arbejde, selv om hun rigtig gerne vil. Mine to søskende er født her. Jeg har levet næsten hele mit liv her. Vi er meget integreret og føler, at Danmark er vores hjem. Men når man så får afslag på permanent ophold, er det jo ikke helt ens hjem.      

 

At være muslim er ikke noget, der fylder meget i mit liv. Vi bliver inviteret til Eidfester og spiser ikke svinekød, men vi beder ikke fem gange om dagen som mine bedsteforældre. Hvis noget er meget frustrerende, beder jeg somme tider. Men jeg kunne godt tænke mig at finde ud af mere. Hvad er det, jeg siger, jeg er? Nogle gange kan jeg godt komme lidt i tvivl, selv om jeg siger til folk, at jeg er muslim.

     I Danmark hører man meget negativt om muslimer. Det gør mig både vred og ked af det. Fordi en gruppe dårlige mennesker gør nogle forfærdelige ting og kalder det islam, er alle jo ikke sådan. Det er også en af grundene til, at jeg har lyst til at lære mere om islam, så jeg bedre kan forsvare det, jeg er.

 

En af min mors bedste veninder er kristen og går i kirke. De mødte hinanden i bussen for mange år siden, da vi boede på et asylcenter. Hun spurgte min mor, om hun måtte sætte sig ved siden af hende, og så begyndte de at snakke. Til sidst spurgte hun, om hun måtte komme og besøge os. Siden har hun hjulpet os rigtig meget. Vi har fejret juleaften hos hende, og i vinterferien inviterede hun os i biografen og hjem til æbleskiver. Hun er som vores bedstemor. Når hun snakker om Gud, er det bare Gud - ikke noget med den kristne eller den muslimske Gud. Hvis noget har været lidt svært, tager vi somme tider hinanden i hænderne, og hun beder lidt. Det kan jeg godt lide.

 

Størstedelen af min familie er stadig i Afghanistan. Når vi hører dårlige ting i nyhederne, tænker vi meget på dem. Der er mange talebaner i deres område. Der kunne ske dem noget. Somme tider taler jeg med mine fætre og kusiner. De har mange drømme ligesom andre unge. Men de har ikke så mange muligheder for at få dem opfyldt.

     Jeg vil gerne besøge min familie i Afghanistan og måske arbejde som frivillig dernede et stykke tid. Men jeg vil aldrig kunne bo der og falde ind i det afghanske samfund. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med gadebørn. Jeg har jo haft et meget nemmere liv end børnene dernede.

 

I dag er de fleste af mine venner danskere. Selv om jeg også har et godt afghansk netværk, er jeg tættere på danske unge. Vi snakker om de samme ting og er gode til at lytte til hinandens historier og komme ud i alle kroge. Mange af mine veninder er begyndt at feste meget. Jeg kommer til nogle af festerne. Hvis det ikke er drukfester, er det meget hyggeligt. Jeg drikker ikke alkohol. Alle mine danske veninder drikker, men jeg har aldrig haft behov for at drikke. Efterhånden ved jeg, hvem der er gode til at holde den slags fester, jeg gerne vil med til.

 

Efter sommerferien skal jeg på efterskole i 10. klasse. Fagligt kunne jeg godt starte i gymnasiet, men jeg synes ikke helt, jeg er klar mentalt. Der er også nogle fag, jeg gerne vil blive bedre til. Men det har været en lang proces. Efterskoler er jo noget helt nyt for min mor. Jeg søgte på internet og fandt nogle skoler, der havde de linjer, jeg gerne vil have. Vi besøgte en efterskole første gang for snart et år siden sammen med en af vores rigtig gode danske venner. Hun og hendes mand er vores støttefamilie, men vi betragter dem som vores familie. De næste måneder snakkede vi meget. Til sidst sagde min mor ja. Det betyder, at mine søstre også kan komme på efterskole, når den tid kommer. Som den ældste er det mig, der skal bane vej for mine søstre. Men det er stadig ikke nemt for min mor. Husk nu at passe på dig selv, siger hun!

     Efter gymnasiet skal jeg have en uddannelse. Hvis jeg helt selv kunne vælge, ville jeg være skuespiller. Men det er for usikkert. Jeg har altid godt kunnet lide at skrive. Måske vil jeg være journalist. Eller psykolog. Men jeg bliver aldrig så dansk, at jeg selv hundrede procent kan bestemme, hvad jeg vil med mit liv. Som afghaner betyder min familie rigtig meget. Jeg vil altid snakke med min mor og min familie om alle store beslutninger. Også hvem jeg en dag skal giftes med. Det er bare helt naturligt, ligesom jeg hjælper lidt mere til herhjemme end mine danske venner. Det er en selvfølge for mig at blive hjemme og passe mine søskende, når der er brug for det. Hvem ellers? Hvis jeg en dag selv får børn, bliver de nok mere danske end mig - ligesom jeg er mere dansk end min mor, der har været barn og ung i Afghanistan.

 

Som afghanerer jeg bevidst om, at jeg er anderledes. Selv om jeg lyder dansk, kommer jeg aldrig til at se dansk ud. Jeg bliver aldrig hundrede procent dansker. Men i dag gør det ikke noget. Jeg har ikke længere et behov for at passe ind. Jeg har lært at leve med, at jeg er mig. Jeg har ikke boet i en lille dansk by hele mit liv. Jeg har noget andet og mere at fortælle. "

Fortalt til BMF