Åbenhed, lydhørhed og masser af tid til at tale sammensamtale. Det er irakisk families opskrift på et godt ægteskab.
(Nyt på tværs 3-2006)

Modgang har de haft rigeligt af – apotekerfamilien fra Bagdad, der sidste år flyttede ind i et ældre rødstenshus fra 1905 på en stille villavej i Hobro. De har prøvet at miste alt, være adskilt i mange måneder og skulle starte livet forfra i et fremmed land. Ibtihaj Alogaili (46) kom til Danmark alene for seks år siden på flugt fra Saddam Husseins regime. Efter 15 måneder blev hun genforenet med sin mand Naser Jamel (46) og parrets tre børn, der dengang var 4, 8 og 13 år. I dag har familien en travl dansk hverdag med to fuldtidsjobs - han som teknisk designer og hun som mejerimedarbejder. Om tre år kan de fejre sølvbryllup.

Hun har dækket op med kaffe og kage. Han fremviser husets underetage, som han er ved at totalrenovere til familiens 19-årige søn. Umiddelbart ligner det en traditionel rollefordeling. Men man opdager hurtigt, at Ibtihaj Alogaili og Naser Jamels ægteskab ikke er bundet af traditionelle familiemønstre.

 

Kærester

Den 10. maj har altid været en særlig dag for Ibtihaj Alogaili og Naser Jamal. Det var den dag, de mødte hinanden første gang for 27 år siden. Da var de 19 år. Hun læste til farmaceut og han til civilingeniør. Fire år senere blev de forlovet og året efter gift – den 10. maj 1984 i Bagdad.

     - Vi husker det, som var det i går. Det var under krigen mellem Irak og Iran. Naser var ingeniør i hæren og havde kun ti dage til at blive gift, inden han skulle tilbage. I Irak er det ikke almindeligt, at man er venner, før man bliver forlovet. Men vi var kærester i fire år, selv om vi kun kunne mødes på universitetet. Først da vores familier havde sagt OK til forlovelsen, kunne vi besøge hinanden, fortæller Ibtihaj.

 

Klog og omhyggelig

Trygheden i stuen er næsten til at tage og føle på. Som Ibtihaj og Naser sidder i sofaen og fortæller, ser de ofte på hinanden. Når den ene taler, lytter den anden opmærksomt. De griner meget og giver gerne kærlige knus foran fotografen. Fra den anden ende af stuen lytter børnene Pulsar (19), Alia (13) og Samara (9) ivrigt til forældrenes beretning.

     - Børnene er vilde med at høre vores historie hver gang, siger Ibtihaj og ler, mens hun fortsætter med at fortælle om, hvorfor hun og Naser blev kærster.    

     - Jeg kunne lide Naser fra den første dag. Han er en meget omhyggelig og klog mand. Han analyserer ting, læser mange bøger og er god til at diskutere. Han er meget dygtig med sine hænder og har også evner til at skrive digte. Han har en rigtig god moral og en fin disciplin. Med tiden voksede kærligheden. Det er som at finde den anden del af mig selv.

   Efter 22 år bruger Ibtihaj og Naser stadig mange timer på at tale sammen i hverdagen.

     - Det er noget af det vigtigste mellem to mennesker. Naser lytter meget, før han siger noget. Han vil forstå. Han har rigtig god tålmodighed med mig og respekterer kvinders frihed, siger Ibtihaj. Naser forklarer:

     - I Mellemøsten tror mange, at en mand skal have styr på sin kone for at være en rigtig mand. Men det er meget forkert. En mand skal tage ansvar for sin kone og beskytte og forsvare hende. Men hun har frihed til at sige sin mening.

 

Politiske problemer

På grund af krigen fik parret først en fælles hverdag, da Naser forlod hæren i 1986. Efter nogle år flyttede de til Bagdad, hvor Ibtihaj etablerede sig som selvstændig apoteker. Naser hjalp med indkøb og regnskaber sideløbende med ansættelser i forskellige byggeprojekter. Apoteket gik godt, og fremtiden tegnede lovende. Men i slutningen af 1999 begyndte parret at få problemer med det daværende styre.

     - I Irak er det meget nemt at få et problem med nogen. Nasers familie havde i forvejen problemer med Baath-partiet. Nu truede de os. Det kunne jeg ikke klare. På et tidspunkt blev Naser anholdt. Min bror hjalp mig til Nordirak, og derfra kom jeg videre til Europa. Jeg havde ikke drømt om, at jeg ville ende i Danmark – aldrig! Men man kan sige, at vi købte vores liv. Vi betalte alt, hvad vi havde, for at komme ud af Irak.

     De næste 15 måneder var en meget svær tid for hele familien. Men Ibtihaj og Naser var aldrig i tvivl om, hvorvidt deres ægteskab kunne holde til adskillelsen.  

     - De første måneder vidste Naser og børnene ikke, hvor jeg var, forklarer Ibtihaj, der for en gangs skyld mangler ord, da hun skal fortælle om den dag for snart fem år siden, da hun stod i lufthavnen og ventede på flyet, der skulle bringe Naser og børnene til Danmark  

     - Det kan slet ikke beskrives! Nu skulle vi endelig være sammen igen og bo i fred og ro. Vi længtes meget efter bare at sidde og snakke med hinanden. I begyndelsen brugte vi rigtig megen tid på at fortælle hinanden, hvad vi havde set og oplevet, fortæller hun.

 

Dansk i kirken

Og der var nok at fortælle. I Danmark nåede Ibtihaj at bo på tre forskellige asylcentre, inden hun efter otte måneder fik asyl. Som asylansøger fik hun god kontakt med en kristen organisation og flere kirker.

     - Der var en kirke i København, hvor de tilbød gratis danskundervisning. I begyndelsen var jeg i tvivl, om jeg havde lyst til at komme. Min familie er muslimer. Ville kirken presse mig til at blive kristen? Men sådan var det slet ikke. Jeg var meget glad for at komme og tog også med på deres sommerlejr. Det var en rigtig stor oplevelse for mig at se, hvordan kristne behandler hinanden og folk, der har en anden tro.

     Imens var Naser alene i Irak med tre børn på 4, 8 og 13 år. Han tog sig af børnene og havde travlt med at planlægge udrejsen og sælge hus, bil og apotek. Alt foregik i dybeste hemmelighed.

     - Ingen vidste, hvad jeg var i gang med. Ikke engang Ibtihajs familie. Selv da jeg fik at vide, at Ibtihaj var i Danmark, var det for farligt at ringe til hende. Først da jeg kom til Jordan, kunne vi tale frit i telefonen. Så talte vi også sammen to-tre gange hver dag, fortæller Naser med et smil.

     Han var ikke bekymret for, at Ibtihaj havde kontakt med kristne i Danmark, selv om han selv betragter religion som en personlig sag.    

     - Min familie var ikke religiøs. Jeg har et dårligt billede af religion - et sort billede. Jeg kan slet ikke acceptere, når religion misbruges til at give nogle mennesker lov til at slå andre ihjel. Religion skal hjælpe mennesker til at elske hinanden. Det kan jeg respektere. Jeg vil sige, at hvis man skal være religiøs, er det godt at blive kristen. I Danmark er vores bedste venner en præstefamilie. Jeg har heller ikke noget imod, hvis mine børn en dag bliver kristne, men jeg synes, de skal vente med at beslutte, til de er voksne. Vores datter på 13 år synger i kirkekor og har talt om at blive døbt. Hun kan godt lide at synge i kirken.

 

Taler om fortiden

Selv om de ikke diskuterer alt med børnene, har familien valgt at være åben om fortiden.  

   - Det var hårdt for børnene, da Ibtihaj måtte flygte. De savnede deres mor meget og oplevede det hele meget uhyggeligt. Somme tider har vi spurgt os selv, om vi gjorde det rigtige. Men når børnene ser nyheder fra Irak med bomber og skyderier og pludselig siger: Mor, hvor var det godt, at du tog os til Danmark - så ved vi, at vi gjorde det rigtige.

     Om tre år kan de fejre sølvbryllup. Da de bliver bedt om at uddybe, hvad de gennem årene har gjort for deres ægteskab, svarer Naser:

   - Nøgleordene er venskab, kærlighed og forståelse. Det er vigtigt at blive ved med at lære hinanden at kende hele livet - at være nysgerrig, lytte og diskutere. Kærlighed er at vælge at dele livet med et andet menneske og så tro på det menneske.

   At de godt kan være meget uenige, lægger de ikke skjul på:

     - Et godt ægteskab afhænger ikke af enighed. Det handler om at have et fælles fundament. Når vi er uenige, snakker vi meget for at forstå hinanden. Men nogle gange vælger jeg at stoppe og lade Ibtihaj beslutte. Ofte handler det jo om at vælge mellem to gode ting. Så vælger jeg at støtte hende, siger Naser.

     For ham har det stort set været positivt at komme til Danmark, hvor han har taget en uddannelse som teknisk designer og siden haft fast arbejde.

     - Selv om det ikke er ingeniørarbejde, bruger jeg min ingeniørbaggrund. Arbejdet er let for mig og giver mig oplevelsen af en slags succes. Men for Ibtihaj er det sværere. Hun havde mere succes i Irak end jeg og har derfor mistet mere. Jeg vil ønske for hende, at hun igen må få succes. Måske kan hun tage en masteruddannelse eller en ph.d. her i Danmark Vi drømmer ikke om flere penge, men om et meningsfuldt liv for hele familien.

BMF