Nigeriansk journalist blev præstekone på Vesterbro

(Nyt på tværs 3-2010)

Ada Chinanye Nwohia kom til Danmark for syv år siden, var hun fast besluttet på at finde en kirke. Den nigerianske journalist havde gået i kirke hele sit liv og kunne ikke forestille sig en søndag uden kirkegang. Hendes mand kunne ikke hjælpe. Ganske vist havde han boet i Danmark i en årrække, men som mange afrikanere var han holdt op med at gå i kirke. Den første søndag gik parret hen i den nærmeste folkekirke. Næste søndag prøvede de en anden kirke. Men der var kun få mennesker, gudstjenesten var helt anderledes end i Nigeria, og Ada forstod ikke sproget.

Ada Nwohia byder indenfor i familiens gulstens rækkehus i et nyere boligkvarter med små velholdte haver tæt ved Hundige Station. Sammen med sin mand Fred Nwohio, der er lagerarbejder og ulønnet præst i en nigeriansk menighed på Vesterbro, flyttede hun herud sidste efterår. Da var sønnen Paul Miracle Nsochukwu knap et år, og familien havde brug for mere plads. I dag er han en aktiv dreng på knap to år, der let kan holde sin mor beskæftiget i dagens løb.

     - Vores søn er Guds gave til os. Vi ventede på ham i otte år. Vi fik at vide, at der ikke var nogen biologisk grund til, at vi ikke kunne få børn. Det skete bare ikke. For tre år siden fik vi kontakt med en karismatisk menighed i Malmø, hvor de bad meget for os. Samtidig oplevede vi et stærkt kald til at starte vores egen menighed i Danmark. Da vi sagde ja til kaldet, fik vi vores søn. Gud velsignede os, fortæller Ada, mens hun forsøger at bortlede sønnens opmærksomhed fra den fristende tallerken med peanuts på sofabordet.

Mødtes på McDonald´s

I starten bestod menigheden af fem-seks personer, der mødtes søndag formiddag i Ada og Freds hjem. Efterhånden som flere kom til, blev det nødvendigt med større lokaler. Først blev det en skole på Amager og senere et kulturhus i Valby.

     - En overgang holdt vi gudstjenester på McDonald´s! Det kan faktisk godt lade sig gøre. Vi gik et nyt sted hen hver uge, så ingen opdagede, hvad der foregik, fortæller Ada med en lille latter.  

     - For to år siden fik vi lov at være i Apostelkirken på Vesterbro. Det er en stor velsignelse. I dag er vi mellem 20 og 30. Vi hjælper afrikanere med at leve deres liv her i Danmark. Når de har problemer, beder vi for dem, og Gud svarer. Det kan være psykisk sygdom, alkoholmisbrug, problemer i familien eller arbejdsløshed. Hvis nogen mangler et sted at sove, spørger vi i menigheden, hvem der har en ekstra seng. Selv om vi ikke er så mange, prøver vi også at hjælpe, når folk ikke har penge eller mangler andre ting. Samtidig opfordrer vi folk til at lære dansk, ligesom vi har gjort, så de kan klare sig her.  

     I dag har den nigerianske menighed et godt samarbejde med den danske Vesterbromenighed.

     - Vi har holdt fællesgudstjenester og besøgt den danske præst og hans kone i deres hjem. De har også besøgt os. I år fik nogle af vores familier mulighed for at komme på sommerferie gennem kirken. Danskerne ved godt, at mange af vores medlemmer ikke ville gå i kirke, hvis vi ikke havde vores menighed. Hos os føler de sig hjemme. Her får de opgaver og ansvar, så de kan bruge deres evner, selv om de er i et andet land.

Mod på livet

Den 35-årige præstekone voksede op med kirkegang hver søndag i den anglikanske kirke i en mindre by i det østlige Nigeria. Faren var vognmand, og moren havde en forretning. Det var en tryg barndom, der gav hende masser af selvtillid og mod på livet.  

     - Jeg har altid vidst, at Gud er der, og at vi mennesker ikke har skabt os selv. Jeg er den ældste af otte søskende, så i vores hus var der altid mange mennesker. Hver dag bad vi morgen- og aftenbøn. Som børn elskede vi at komme i kirken. Her var der en masse børn og unge. Senere blev jeg søndagsskolelærer, ungdomsleder og bønneleder.

     Fra barnsben har hun været levende interesseret i mennesker omkring sig og holder stadig af en god diskussion.

     - Jeg elsker at kommunikere og finde ud af, hvad der er væsentligt i verden. Som barn drømte jeg om at blive journalist. Jeg har læst massekommunikation og journalistik, men desværre kan jeg ikke bruge min uddannelse i Danmark. Nu har jeg taget en dansk uddannelse som multimediedesigner, så når vi får en vuggestueplads, vil jeg meget gerne have et arbejde.

Rollemodel

     Foreløbig mangler Ada dog ikke indhold i hverdagen. I menigheden er der masser af opgaver til hende.    

     - I Afrika er præstens kone menighedens mor. Menigheden er min familie. Afrikanske præster har ikke træffetid. Folk kan bare ringe eller komme når som helst. Det er min opgave at tage mig af menigheden, lytte til dem og opmuntre dem til at følge Guds vej. De forventer, at jeg finder ud af, hvad de er gode til, og giver dem opgaver. Hvis nogen ikke kommer i kirke en søndag, forventer de, at jeg ringer for at høre, om de har det godt. De bliver skuffede, hvis jeg ikke ringer. Jeg er rollemodel for menigheden. Det er et stort ansvar, men det er også en privilegium og en ære. Jeg oplever daglig, at når Gud kalder til en opgave, giver han også kræfter, styrke og tålmodighed.

BMF

Den nigerianske menighed The Lord´s Chosen Charismatic Revival Church startede i 2007 og holder gudstjeneste i Apostelkirken på Vesterbro. Menigheden er tilknyttet The Lord´s Chosen Charismatic Revival Ministries i Nigeria.