Interview med formand for dansk-afrikansk menighed

(Nyt på tværs 1-2011)

Han kunne med stor sandsynlighed have fået en indflydelsesrig post i hjemlandet, hvis han havde opgivet drømmen om demokrati. I stedet sagde Anselm Bankambona farvel til ambassadernes bonede gulve og søgte politisk asyl i Danmark. I dag er han postarbejder i Københavns Lufthavn og har ikke fortrudt, at han valgte eksilet frem for at gå på kompromis med sin samvittighed.

Prisen har været høj. Men Anselme Bankambona fortryder ikke, at han i 1997 efter et militærkup i hjemlandet Burundi valgte at følge sin overbevisning.

   - Jeg var ikke enig med militærregimet. Jeg var tilhænger af den demokratiske proces, der startede med valget i 1993. Men dengang gik det helt galt og endte med borgerkrig. Jeg var med i den efterfølgende forhandlingsproces, men det lykkedes ikke at nå et resultat, der kunne føre til en demokratisk regering, fortæller den 54-årige tidligere chargé d'affaires, der afslog at samarbejde med den daværende regering. Derefter var eksilet eneste mulighed.

     Engang havde fremtiden ellers tegnet lovende. Med en universitetsgrad i fransk sprog og litteratur blev Anselme Bankambona ansat i udenrigstjenesten og udstationeret som diplomat i Moskva og senere i Rom. Derefter blev han udnævnt til chargé d'affaires i Tanzania, hvor han opholdt sig, da et militærkup underminerede den igangværende fredsproces.  

     Da det stod klart, at han ikke kunne vende hjem, søgte han til et fjernt og fredeligt land, der ikke var tidligere kolonimagt. Han endte i Danmark og tilbragte de første fire lange måneder på asylcentre, inden han i 1997 blev anerkendt som politisk flygtning. Siden har han boet i Skovlunde vest for København. To år senere kom hans kone til Danmark med de tre døtre, der i dag alle er voksne.  

 

Frivilligt arbejde

I begyndelsen håbede Anselme Bankambona at kunne bruge sin uddannelse og arbejdserfaring i Danmark. Men bortset fra korte praktikperioder fik han aldrig et arbejde, der matchede hans kvalifikationer. De sidste syv år har han været postarbejder i Københavns Lufthavn.

     - Når man er i eksil, er man nødt til at være realistisk. Der er ikke plads til de store ambitioner. Man starter helt forfra. Det handler om at overleve og have brød på bordet, konstaterer han.    

     Hvad der manglede af faglige udfordringer i arbejdslivet søgte den tidligere diplomat i fritiden gennem frivilligt arbejde som medlem af blandt andet Rådet for Etniske Minoriteter og det lokale integrationsråd.

     - Jeg ville gerne lade mine evner og erfaringer komme andre til gode. Men det var svært at få øje på resultater. Jeg tror ikke de senere års lovgivning har gavnet integrationen. I stedet er der skabt et klima, hvor mange føler sig uønskede. Så efter syv år valgte jeg at holde en pause.      

 

Kirkegang

I stedet blev det kirkelige engagement optrappet. Som katolik er Anselme Bankambona opvokset med kirkegang hver søndag i hovedstaden Bujumbura.

     - Om søndagen var kirkerne fulde. Der var masser af børn og unge, så det var aldrig kedeligt. Hjemme bad vi bordbøn og aftenbøn. Den kristne tro var en bærende del af vores hverdag.  

     I Danmark faldt han imidlertid aldrig rigtig til i den katolske kirke.

     - Det var meget anderledes. Jeg blev ikke en del af et fællesskab. Jeg oplevede kirken som et sted, man kunne tage hen, men ikke et sted, man hørte til.

     Derfor var han åben for noget nyt, da en herboende præst fra hjemlandet for et par år siden spurgte, om han ville hjælpe med at starte en dansk-afrikansk international menighed i København.  

     - Jeg havde kendt præsten gennem lang tid og opfordret ham til at samle os fra Burundi. Vi startede hjemme i hans stue. Senere blev vi organiseret som en menighed under Baptistkirken. Fordi vi bor i Danmark, blev vi enige om at bruge dansk som gudstjenestesprog. Vi vil gerne være åbne for alle. Hvis danskere vil være sammen med os, skal de ikke være forhindret på grund af sproget. Til gengæld beder vi på det sprog, vi vil, og synger på mange forskellige sprog. En gang om måneden har vi gudstjeneste på fransk og kirundi.

     - Som kristen var jeg nok nået dertil, hvor jeg havde brug for en anden måde at være kirke på. Selvfølgelig er det den samme Bibel og det samme evangelium. Men det er vigtigt selv at læse Bibelen og prøve at forklare Bibelen til sig selv og andre. Det er ikke rigtig en katolsk tradition. I vores menighed beder vi meget. Det er vigtigt at være i kontakt med Gud gennem bønnen. Hos os er man ikke anonym. I den katolske kirke kan man være helt anonym. Man behøver ikke at engagere sig eller tage ansvar.

 

Partnerskab

Som formand for den dansk-afrikanske menighed understreger han, at det er vigtigt, at en migrantmenighed ikke isolerer sig men samarbejder med danske kirker.              

     - Selv om vi er en baptistmenighed, har vi et rigtig godt samarbejde med folkekirken og Korsvejskirken, hvor vi holder gudstjeneste hver søndag. De kommer, når vi inviterer, og vi bliver inviteret til deres aktiviteter. Vi har også holdt fællesgudstjeneste og haft fællesspisning to gange. Vi er meget glade for dem og deres præst, der er meget hjælpsom.

     - Med vores menighed vil vi gerne vise, at et godt liv ikke bare er penge og pænt tøj. Det er vigtigt, at man har tid til at være sammen med sig selv foran Gud. Selv er jeg stadig på vej. Min tro hjælper mig til at forstå, hvad der er det vigtigste i livet. Det er ikke karrieren, der giver livet mening. Den kan forsvinde. Penge kan forsvinde. Kun Gud giver livet mening under alle forhold. Når man lægger sit liv i Guds hænder, husker man, at Gud har hjulpet tidligere - selv i desperate situationer. Livet i eksil er ikke det liv, jeg kunne ønske, men det er det liv, jeg har - og som jeg takker Gud for.

BMF

International Baptist Kirkehar siden september 2009 holdt gudstjenester i Korsvejskirken på Amager. De ca. 30 medlemmer kommer fra Burundi, Rwanda, Congo, Kenya og Danmark.