Lysgudstjeneste i Københavns Domkirke

Tirsdag den 6. december kl. 18 inviterer Københavns Domkirke til lysgudstjeneste for verdens flygtninge. Gudstjenesten indledes med en lysprocession med deltagelse af asylansøgere, flygtninge og danske præster. Biskop Peter Skov-Jakobsen prædiker, og i kirkebønnen vil der blive bedt for de mange millioner mennesker, der er drevet på flugt fra deres hjem. Ifølge UNHCR er næsten halvdelen af verdens 65 millioner flygtninge børn.

Kirkebønnen bedes af sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen. Desuden medvirker herboende flygtninge og asylansøgere.

Det er tiende gang, at der holdes lysgudstjeneste for verdens flygtninge i Københavns Domkirke. Traditionen startede i 2006, hvor der som opfølgning på en rapport om afviste irakiske asylsøgere i danske asylcentre blev afholdt en særlig forbønsgudstjeneste.

Gudstjenesten afholdes i samarbejde med Mødestedet på Vesterbro, Apostelkirken, Internationalt Kristent Center (IKC) og Tværkulturelt Center.

Efter gudstjenesten serveres kaffe/te og kage m.m. i Rotunden, hvor der er mulighed for at tale med herboende flygtninge og asylansøgere.