Massoud Fouroozandeh fortæller om sit møde med den kristne jul

(Nyt på tværs 4-2011)

Massoud Fouroozandeh (41) er opvokset i en muslimsk familie i Irans hovedstad Teheran. Som 15-årig flygtede han fra militærtjeneste over de tyrkiske bjerge til Danmark, hvor hans søster boede. Her tog han en handelsskoleuddannelse og startede sit eget importfirma. Senere konverterede han til kristendommen og grundlagde i 1997 migrantmenigheden Church of Love, der samler iranere, afghanere og danskere til gudstjenester på farsi i Odense, København og Århus. Over 500 tidligere muslimer er i årenes løb blevet døbt i Church of Love. I 2010 blev han cand.theol. fra Århus Universitet, og i september 2011 blev han som den første tidligere muslim ordineret som præst i folkekirken og ansat som migrantpræst - halvdelen af tiden på Fyn med tilknytning til Sct. Hans Kirke i Odense og den anden halvdel på landsplan med støtte fra Ole Kirks Fond. Han er gift med Elmira, der er etnisk aserbajdsjaner, og har to døtre på 11 og 12 år.

- Hvilken højtid betød mest for dig som barn?

Jeg husker bedst vores iranske nytår i marts. Det er en af verdens ældste fester og ikke en religiøs højtid. Vi var fire søskende, og vi vidste, at vi ville få gaver i form af penge fra vores forældre - ofte helt splinternye pengesedler fra banken. Jeg var så heldig, at min far var ret velhavende, så det var en rigtig god tid. Til nytår havde alle fri i 13 dage. For os børn var det meget spændende. Man gik fra hus til hus og besøgte familie og venner, spiste kager og chokolade og fik flere pengegaver. Det var kun børn, unge og måske nygifte, der fik gaver. Den 13. dag tog alle på udflugt ud i naturen og spiste kebab. Den dag måtte man ikke blive hjemme. Det ville bringe ulykke.

     Jeg husker nytårsfesten som en glædens tid. Der var også mange religiøse højtider, som man skulle overholde, men de var ikke glade som nytårsfesten.

- Hvad husker du fra din første jul i Danmark?

Det var i 1985. Jeg var lige kommet til Danmark i november og var på besøg hos min søster, der boede i Korsør. Til en fødselsdagsfest var der en ældre dansker, der fik øje på os og inviterede os til at holde jul i hendes hjem. Fra Iran vidste vi kun, at julen var Jesu fødselsdag. Det hele var meget interessant men også meget ukendt. Jeg husker, hvordan jeg sad og kiggede på al den mad, der blev sat frem til os. Vi fik også gaver, men jeg vidste ikke hvorfor. Vi kunne ikke ret meget dansk og forstod slet ikke de sange, der blev sunget. Jeg husker, at jeg var ved at danse den forkerte vej rundt om juletræet! Men den danske dame var virkelig sød. Jeg glemmer aldrig den aften.

     Senere fik jeg mange danske venner i Odense, hvor jeg boede. Blandt andet var der to ældre kristne damer, der ofte inviterede mig hjem. Jeg var 16 år, og de tog sig virkelig godt af mig og kaldte mig deres barnebarn. Også gennem andre venner fik jeg efterhånden større kendskab til de kulturelle traditioner i Danmark. Faktisk fejrede vi jul næsten hvert år. Det hørte ligesom med til vores nye identitet i Danmark. Den teologiske forståelse af julen kom først meget senere.  

- Hvad betyder julen for dig i dag?

Da jeg blev kristen, fik julen en helt anden betydning.   I dag er julen ikke kun en kulturel fest men også en påmindelse om Jesus og hvad han betyder for os. Juleaften bliver Bibelens budskab meget tydeligt.

- Hvordan fejrer I jul i din familie?

Juleaften er hele familien samlet og har god tid. Vi spiser dansk julemad med flæskesteg, rødkål, kartofler og brun sovs og til dessert ris-a-la-mande med ekstra fløde - det er toppen! Børnene får gaver, men vi danser ikke om juletræet, med mindre børnene beder om det. Det er en aften, hvor vi husker de mange gaver i vores liv. Vi tænker på hinanden og siger tak for, at vi har det godt sammen. Det er jo Jesu budskab, at vi skal elske vores næste som os selv, og den bedste måde er at være der for hinanden. Vi husker også, hvad Gud har gjort for os - det jeg kalder Guds mission.

- Har I særlige juletraditioner i Church of Love?

Hvert år holder vi en fælles julegudstjeneste i Odense kort før jul. Så kommer folk i busser fra menighederne i København og Århus. I år har vi bedt biskoppen prædike. Der er et særligt program for børnene, og de unge har øvet et julespil. Vi har også en julemand, der kommer på besøg. Børnene skal vide, at julen er gavernes tid, og at den største gave er frelsen i Jesus. Vi synger julesange på både dansk, engelsk og farsi. Danskerne hjælper os med de danske salmer. Vi prøver at integrere lidt af den danske kirketradition, selv om vores målgruppe har en helt anden baggrund. Der findes i øvrigt ikke særlig mange julesange på farsi. Men efterhånden som flere og flere iranere bliver kristne, kommer der nye sange.

- Har iranere frihed til at fejre jul i Iran?

I Iran er under én procent af befolkningen kristen. De fleste er etniske assyrere og armeniere. De har lov at fejre jul på deres eget sprog i deres kirker. Men farsitalende kristne som jeg selv, der er konverteret fra islam, kan ikke stå offentligt frem og selvsagt ikke fejre jul, som vi gør her. Derfor skal vi være taknemmelige for den frihed, vi har, og bruge den til at hjælpe kristne i lande, hvor de ikke frit kan fejre de kristne højtider.    

BMF