I Danmark har vi kun vores familie og vores Gud, siger Rafah og Zainab

(Nyt på tværs nr. 3-2002)

De ligner ikke krigsbørn. Men de har levet med krig, raketangreb og FN-sanktioner det meste af deres barndom. De to kønne 17-årige tvillinger fra Kettinge på Lolland er irakiske muslimer og fortæller hurtigt, livligt og engageret på nuanceret dansk om tanker, holdninger, tro og fremtids­drømme. Man kan ikke høre, at det er mindre end halvandet år siden, at de hørte dansk for første gang.

Rafah og Zainab Nagras kom til Danmark fra Iraks hovedstad Bagdad sidste år sammen med deres far og to yngre søskende. I Irak havde begge forældre været fængslet. Moren var to år tidligere flygtet til Danmark, hvor hun havde fået asyl sammen med pigernes ældre bror.

     - Da vi sad i flyet på vej til Danmark, var vi bare så glade. Vi havde ikke set vores mor i to år. Nu skulle vi være sammen igen næsten hele familien. Det havde været en rigtig hård tid i Irak. Mange gange havde vi været meget bange. Nu var vi i frihed. Vi var ikke bange mere, fortæller Zainab.

     I Irak var forældrene folkeskolelærere, og tvillingerne gik i gymnasiet. Familien boede i et stort hus i Bagdad. I Danmark startede de helt forfra i Kettinge på Lolland få kilometer nord for Nysted. De havde intet med fra Irak. I dag går tvillingerne i 9. klasse og håber at fortsætte i gymnasiet.

     - I begyndelsen blev vi drillet lidt i skolen. Hvis du ikke drikker eller ryger cigaretter eller snakker som de andre, er der nogen, der ikke kan lide dig. Men nu har vores klassekammerater vænnet sig til os, og de er rigtig søde, fortæller Rafah.

Frihed

De i alt syv søskende ved godt, at deres far som mange andre flygtninge har været udsat for tortur. I dag er faren 61 år og har endnu ikke lært så meget dansk. Når familien er i byen, er et af børnene altid i nærheden til at oversætte.  

     - Vores familie betyder alt for os. Vi vil altid hjælpe dem. Vores forældre har opdraget os og gjort alting for os. I dag er vores mor og far vores venner. Vi har altid kunnet snakke med dem om alt og behøver ikke at skjule noget for dem. Mange arabiske piger kan ikke snakke med deres far. Det kan vi godt. Vi diskuterer alt muligt, og vores forældre lytter til os og giver os   somme tider ret, forklarer Rafah.  

     - Vi har altid haft megen frihed. For eksempel går vores mor med tørklæde, men det gør vi ikke. Vores forældre vil ikke presse os. Vi har altid fået lov til mere end andre familier, selv om der selvfølgelig har været nogle grænser. For eksempel måtte vi ikke gå sammen med drengene. Hvis en dreng snakker med en pige i Irak, er det ikke som i Danmark. I Irak går piger sammen med piger efter 7. klasse.

Vælger selv ægtefælle

Tvillingerne er ikke et øjeblik i tvivl om, at deres forældre aldrig vil presse dem ind i et ægteskab mod deres vilje.  

   - Vi bestemmer selv, hvem vi skal giftes med. Jeg vil gerne have en almindelig mand. Men han må ikke drikke eller ryge. Jeg kan ikke lide røg. Hans uddannelse er ikke så vigtig. Det er vigtigere, at han har godt humør og kan passe på mig. Og så skal han helst være muslim. Jeg kan ikke gifte mig med en kristen - og slet ikke med en, der ikke har nogen tro. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg blev forelsket i en dansk ung mand. Der kan komme mange problemer. Danske drenge vil i seng med os med det samme. Det vil vi ikke, understreger Zainab.  

Sommerjob

Som mange andre nydanske unge er tvillingerne vant til at skulle yde noget. Sidste sommer plukkede de jordbær og andre bær det meste af sommerferien. I år har de haft sommerferiejob i en kiosk i feriebyen Marienlyst på Falster og fortæller grinende, at kioskejeren en dag kom og sagde, at de havde hænderne skruet rigtigt på.

     - Jeg kan godt lide, at man kan gøre, hvad man vil i Danmark. Det kan piger ikke i Irak. Familierne er rigtig nervøse for dem. I Irak kunne vi for eksempel ikke have feriejob og tjene penge. Her kan vi bruge vores energi. Det er en god frihed. Vi kan også gå sikkert på gaden. I Irak er det farligt for en pige at gå ud alene om aftenen, fortæller Rafah.

Tror på Gud

- Vi tror meget på vores Gud. Det vigtigste i islam er at tro på Gud - og derefter på Muhammad og alle profeterne. Jeg har altid min religion med mig i min hverdag. Når jeg står op, siger jeg "Min Gud!". Når jeg hilser på arabisk, bruger jeg min Guds navn. Jeg beder fem gange om dagen, og somme tider læser jeg i Koranen. Før jeg sover, tænker jeg på Gud. Jeg spiser ikke svinekød, og jeg er helt tilfreds med, at jeg ikke må drikke alkohol. Vi så mange fulde unge mennesker, mens vi havde sommerjob. Alkohol kan ødelægge ens liv. Der er gode årsager til, at vores religion siger, at noget er forbudt, forklarer Rafah.

     Selv om tvillingerne er sikre på, at de altid vil holde fast ved deres tro, er de enige om, at det er anderledes at være muslim i Danmark end i Irak.

     - I Irak er de fleste muslimer, og vi forstår hinanden. I Danmark er det kun de arabiske fjernsynsprogram­mer, der minder os om Irak. I Irak er alle på gaden og snakker med hinanden til Eid og nytår. Her beder vi sammen med vores far derhjemme og hilser hinanden. I Irak faster alle mennesker i Ramadanen. Her bliver vi rigtig trætte og sultne, når vi er i skole!

     At omgås mennesker, der har en anden religion, er ikke nyt for Rafah og Zainab. I Irak havde familien kristne naboer og mange kristne venner.

     - Vores bedste veninde var kristen. En anden tilhørte Johannes Døber religionen. Det gav ikke problemer. Somme tider diskuterede vi, og så holdt vi alle sammen på vores egen tro! Men vi var venner. Vi ville ikke skændes. Når der var noget, vi syntes var underligt, spurgte vi vores far og mor.

     - I skolen fik vi religionsundervisning. Men det var ikke ligesom kristendomsunder­visning her i Danmark. Vi gik mere i dybden. I sommer­­ferien var der en særlig sommerskole for børn i moskéen, fortæller Rafah.

Kristen familie

I Danmark har tvillingerne lært en kristen dansk familie at kende. De fik kontakt med familien, da en dansk dame en dag begyndte at snakke med deres mor i to­get. I dag har familierne et nært venskab.

     - Det er en god familie. De er de eneste danskere, vi kender, som går i kirke hver søndag. De er ligesom de kristne i Irak. Vi rigtig, rigtig respekterer dem. Vi kan mærke, at de kan lide os, og at de respekterer vores religion. De kan godt forstå os. De er blevet vores nye familie her. Vi kan snakke med dem om alting og føler os trygge, når vi er sammen med dem, siger Zainab.

Frihed med grænser

Selv om tvillingerne er glade for at bo i Danmark, mener Zainab, at det er lettere at være ung i Irak.

     - Danske unge har frihed uden grænser. Men når man har al frihed, kan man ikke styre sig, når man bliver voksen. Livet bliver tomt. I Irak har forældrene styr på de unge. Jeg vil hellere have frihed med grænser som i Irak.

     - Det gode ved at have to kulturer er, at man kan vælge det bedste fra begge kulturer. Men det er lidt underligt, at du godt kan forstå en anden kultur, men den anden kultur kan ikke forstå dig. Jeg bliver træt af altid at skulle svare på spørgsmål om vores religion. Vi er ikke underlige eller farlige mennesker, fordi vi er muslimer. Vi kan godt lide kristne mennesker, men vi har opdaget, at de ikke altid kan lide os. Vi håber, at flere danskere vil begynde at kunne lide os og respektere os. Vi vil gerne have mange danske venner.  

 

BMF