Nørrelandskirken i Holstebro har modtaget Tværkulturelt Centers aktivitetspris STJERNESTUNDER 2019 for gennem 30 år at have budt flygtninge og indvandrere velkommen i et levende folkekirkeligt fællesskab med højt til loftet.
Frivillige fra kirken fik sammen med nuværende og tidligere asylansøgere fra Holstebro Asylcenter overrakt prisen i weekenden af Tværkulturelt Centers formand, tidligere sognepræst Inge With Johannessen. Prismodtagerne medbragte hilsener fra præster og menighedsråd, der udtrykte deres glæde over det blomstrende tværkulturelle arbejde, som kirken i dag danner rammen om takket være et stort antal frivillige.
SÅDAN STARTEDE DET: Nørrelandskirken var en af de første sognekirker i Danmark, hvor frivillige for over 30 år siden begyndte at opsøge nyankomne flygtninge. Siden har kirken på bemærkelsesværdig vis formået at omstille sig og tilpasse aktiviteter, efterhånden som forskellige flygtningegrupper kom til byen. Der gik således kun kort tid, fra Holstebro Asylcenter åbnede i december 2015 og iranske flygtninge begyndte at opsøge kirken og spørge efter undervisning i kristendom, til kirken havde etableret et asylarbejde. Siden er knap 100 asylansøgere blevet døbt i Nørrelandskirken, og endnu flere har modtaget undervisning i kristendom.
… OG I DAG: I Nørrelandskirken er der i dag aktiviteter for både nyankomne asylansøgere og herboende nydanskere. Blandt aktuelle tilbud er den ugentlige sprogcafé Café Colour, kristendomsundervisning og aktiviteter for asylansøgere, internationale caféaftener med måltidsfællesskab, oversættelse af højmessen til farsi og formidling af venskabskontakter.
Prisen STJERNESTUNDER gives for et kirkeligt initiativ, der med et stort frivilligt engagement har gjort en mærkbar forskel for at imødekomme flygtninges behov for kontakt med danskere og en meningsfuld hverdag – herunder manges ønske om kristent fællesskab.
Prisen, der består af afrikanske kurve, stjernechokolade og 400 PR-kort, blev overrakt på Tværkulturelt Centers inspirationskonference i København med temaet Til liv og glæde: Det gode liv i eksil.
Nørrelandskirken er medlem af KIS - Kirkernes Integrations Samarbejde i Holstebro (oprettet 2016).