Aktivitetspris til kirkeligt integrationsnetværk  

(Nyt på tværs 4 - 2016)

Fælleskirkeligt Integrations Netværk (FIN) i Haderslev har modtaget Tværkulturelt Centers aktivitetspris Stjernestunder 2016. Else Wiwe, tværkulturel konsulent i Luthersk Mission og FIN tovholder, modtog prisen sammen med koordinator Helene Nørgaard fra Haderslev Domsogn, Emile Djonga fra Kulturmøde i Sydbyen og nuværende og tidligere flygtninge fra Haderslev på Tværkulturelt Centers konference i Aarhus i november.  

 Stadig flere kirker og kirkelige organisationer byder i disse år ind med integrationstilbud til flygtninge. Men ofte er de forskellige tiltag ikke koordineret lokalt, og de forskellige aktører har kun begrænset kendskab til hinanden.  

     Kirsten Münster, sognepræst i Haderslev Domsogn og medinitiativtager til Fælleskirkeligt Integrations Netværk (FIN), er ikke i tvivl om, at et bredt kirkeligt samarbejde om integration af flygtninge er en win-win model.

     - Vi kan mere, når vi løfter i flok. Når vi samarbejder, oplever vi, at to plus to giver fem, siger hun.

     Det sønderjyske samarbejde er et inspirerende eksempel på, hvordan et formaliseret samarbejdsforum kan give folkekirken, kirkelige organisationer og frikirker en fælles platform for samarbejde med kommunen, sprogskolen og andre organisationer, der arbejder med flygtninge. De gode erfaringer fra Haderslev viser, at når de kirkelige integrationstilbud koordineres, bliver det lettere for kommunen at samarbejde med kirkerne - og dermed også lettere for kirkerne at få kontakt med nyankomne flygtninge og asylansøgere.   

Sådan startede det

I Haderslev har sognekirker, kirkelige organisationer og frikirker i mange år været engageret i integration. Blandt andet har man i en årrække holdt middage på tværs flere steder i byen. Kirkerne har forskellige teologiske profiler, men alle ønsker at gøre en indsats i forhold til flygtninge.

     Et konkret behov for kontaktfamilier til nyankomne flygtninge resulterede i, at fem kirker og organisationer i 2010 gik sammen om at oprette en fælles kontaktfamilieordning. Det blev begyndelsen til det netværkssamarbejde, der fik navnet Fælleskirkeligt Integrations Netværk (FIN). Siden er flere fælles initiativer kommet til, så FIN i dag også tilbyder en multicafé for asylansøgere, kristendomsundervisning samt mødestedet "Kvinder møder kvinder." Alle tilbud, herunder også de enkelte kirker og organisationers egne aktiviteter for flygtninge, er samlet på en fælles hjemmeside. Gennem kommunen, sprogskolen og jobcentret bliver nyankomne flygtninge gjort opmærksomme på kirkernes aktiviteter. De kirkelige tiltag har gennem årene været til stor glæde og opmuntring for mange flygtninge og asylansøgere, der herigennem har fået danske venner og netværk og fundet små oaser midt i en usikker og omskiftelig livsfase.

Sådan fungerer det

I Haderslev har man valgt en enkel samarbejdsmodel, hvor en ledergruppe med repræsentanter for de samarbejdende kirker og organisationer udpeger tre koordinatorer, der har til opgave at informere og fastholde deres bagland, rekruttere frivillige, etablere venskabskontakter og følge op. En tovholder er kontaktperson til kommunen, sprogskolen og jobcentret og indkalder til halvårlige inspirationsaftener for danske venskabskontakter. Da det første asylcenter i Haderslev blev oprettet i 2014, kunne kirkerne hurtigt tage et fælles initiativ og åbne en café for asylansøgere drevet af frivillige fra kirkerne, da man i forvejen havde et godt samarbejde.  

Ringene breder sig

Else Wiwe er koordinator for Luthersk Mission og tovholder for FIN. Hun understreger, at samarbejdet ikke forudsætter teologisk enighed men handler om at fremme flygtninges integration gennem gæstfrihed, hjælpsomhed og medmenneskelig kontakt. Men FIN bygger også gerne bro til kristne fællesskaber, hvis det ønskes.

     - Det seneste år har vi uddelt mindst 100 bibler. Omkring 75 asylansøgere har i kortere eller længere tid fulgt dåbsundervisning i Gl. Haderslev Kirke, og 35 er blevet døbt. Det har været stort at få lov at opleve, siger Else Wiwe, der glæder sig over den anerkendelse, som det fælleskirkelige initiativ bliver mødt med i byen. 

     - Udadtil bliver det bemærket, at kirkerne er trådt i karakter som handlende fællesskaber, der spiller en aktiv rolle i forhold til en højaktuel samfundsopgave. Indadtil i kirker og missionsforeninger glæder vi os over, at det er lykkedes at bidrage mærkbart positivt til flygtninges integration i vores by. Fra asylansøgerne får vi en masse umiddelbar positiv respons. Når de flyttes til et andet center eller får asyl, lykkes det ofte at formidle kontakt til et kristent fællesskab i en anden by. Gennem venskabskontaktordningen har flygtninge fået danske venner, der er blevet en erstatning for den familie, de efterlod i hjemlandet, eller som blev dræbt i krigen. Men først og fremmest bliver flygtninge mødt med gæstfrihed og oplever fællesskab med danskere, der interesserer sig for dem, deres liv og troshistorie. Vi ved også, at nogle venskabskontakter er blevet til varige venskaber, fortæller Else Wiwe.  

    Med inspiration fra Haderslev har man i Holstebro og Aalborg oprettet Kirkernes Integrations Samarbejde, og også i andre byer er kirkerne på vej med deres bud på lokale samarbejdsmodeller, der kan være med til at synliggøre kirkernes mange tilbud til flygtninge ud over landet.  

 

Fakta om FIN: Netværket omfatter Gl. Haderslev Sogn, Haderslev Domsogn, Luthersk Mission, Indre Mission, Frikirken i Multihuset og Din Frikirke (Missionsforbundet).  Læs mere: www.finhaderslev.dk

 

STJERNESTUNDER: Tværkulturelt Center uddeler hvert år en aktivitetspris til et velfungerende kirkeligt initiativ, der fremmer flygtninges integration i det danske samfund. Prisen består af afrikanske kurve med stjernechokolade samt 400 PR-kort.