Eritreansk bådflygtning fortæller
(Nyt på tværs 1 - 2015)
Han er kun 31 år. Men Abel har allerede oplevet mere overlagt ondskab og elendighed, end han kan sætte ord på. Den tidligere teologi- og filosofistuderende fra det lille nordafrikanske land Eritrea var blandt de 2.293 eritreanere, der sidste år søgte asyl i Danmark. Her fortæller han om, hvorfor han forlod hjemlandet på Afrikas Horn og begav sig ud på den fire måneder lange rejse til Europa - og hvordan han mirakuløst overlevede turen over Middelhavet i en overfyldt synkefærdig fiskerbåd.
Der er historier, som skal fortælles. Historier som verden skal kende. Middelhavet er fyldt med flygtninge. Ikke alle når frem og kan fortælle. Jeg nåede frem. Jeg er i live. Jeg kan fortælle.
Jeg voksede op i en katolsk familie i Asmara, Eritreas smukke gamle hovedstad. Vi boede i et stort hus, som min far havde bygget. Vi var seks søskende. Det var vigtigt for min far, at vi fik en god uddannelse. Vi havde et godt liv.
I Eritrea skal alle aftjene seks måneders militærtjeneste efter gymnasiet. Derefter får nogle lov at studere. Jeg var heldig at bestå en eksamen, der gav mig adgang til at studere filosofi og teologi. Men da jeg læste på sidste år, fik jeg besked om, at jeg skulle udføre nationaltjeneste for regeringen i en politisk ungdomsorganisation. I mit land siger man ikke nej. Først var jeg ansvarlig for et sundhedsprogram. Senere blev jeg overflyttet til den internationale afdeling og rejste meget. Jeg gjorde nationaltjeneste i syv år. I den tid fik jeg kun symbolsk løn.
Jeg har altid været aktiv i kirken. Fra jeg var otte år, var jeg messedreng. Senere sang jeg i kirkekor og lærte at spille orgel. Jeg var med til at opbygge en ungdomsgruppe i kirken, hvor jeg underviste og prædikede, og nåede at blive indviet til diakon.
Sidste år blev alt pludselig anderledes. Under en tjenesterejse med fem kolleger fik vi indblik i nogle ting. Vi fik strenge ordrer om ikke at sige noget til nogen. Hvis vi fortsat ønskede at være i live, afleverede vi den rapport, regeringen havde bestilt. Alternativet var fængsel på livstid.
Denne rejse blev et vendepunkt i mit liv. Jeg vidste, at jeg ikke kunne tie, selv om det betød, at jeg var nødt til at forlade mit land. En ven, der arbejder for regeringen, hjalp mig. Senere fik jeg at vide, at en af mine kolleger var blevet dræbt og flere fængslet.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige. Jeg har altid troet på Gud. Som kristen var min grænse nået. I lang tid havde jeg mareridt og kunne ikke sove om natten efter det, jeg havde set. Det handlede om menneskers liv. Jeg kunne ikke tie.
Den første tid efter flugten levede jeg skjult i Khartoum i Sudan. Mit land har nære forbindelser med Sudan og kan let opspore folk. Efter en måned betalte min familie penge til smuglere, der tog mig til Libyen.
Vi var omkring 160 personer, der blev smuglet gennem ørkenen fra Sudan - mænd, kvinder og børn. De første seks dage kørte vi i lastbiler. Ved grænsen til Libyen blev vi fordelt i fem pickups. For kvinderne var det meget slemt. I ørkenen kan alt ske. Vi havde ikke nok mad og vand. Syv døde i en ulykke. Vi kørte dag og nat. I en by blev vi holdt indespærret i et rum under jorden, så vores stemmer ikke kunne høres. Nogle blev fængslet. Jeg var i fængsel i to uger.
Da vi nåede ud til kysten, ventede vi tre dage. Det var nat. Vi fik at vide, at vi skulle sejle i 20 timer. Så ville vi blive samlet op af den italienske kystvagt. Vi var 317 personer. 26 var børn. Men smuglerne havde kun en enkelt fiskerbåd til os, der slet ikke var stor nok til så mange. Ikke alle kunne sidde ned. Men vi var nødt til at adlyde og acceptere. Der var ingen anden mulighed.
Den tunesiske kaptajn forlod os efter 10 timer. Han sprang over i en lille båd, der sejlede op på siden af os. Vi havde hverken GPS eller kompas. Ingen vidste, hvordan man sejler. Fra en mobiltelefon prøvede vi at ringe til smuglerne. Men de sagde, at de havde gjort deres. Nu var det op til os. En anden forsøgte at ringe til sin bror i Italien, så han kunne give kystvagten besked om os. Men så døde telefonen.
Jeg prøvede at styre båden. Jeg havde ingen erfaring og er ikke særlig modig. Men nogen måtte gøre noget. Et aften blæste det op til storm. Vi hørte stemmer fra en anden flygtningebåd. Vi kunne se, at deres båd tog vand ind. De skreg og råbte om hjælp. Jeg kunne høre en baby græde. Men vi kunne ikke nå hen til dem. Til sidst forsvandt båden i bølgerne, og der var ikke længere nogen stemmer.
Efter seks dage nærmede vi os den italienske ø Lampedusa, hvor kystvagten opdagede os. De sejlede ud til os og smed mad og vand ned til os. Men de ville ikke tage os om bord. I stedet guidede de os videre til Sicilien. Efter ti timer var vi fremme. Ingen var døde. Det var et Guds mirakel. De syge blev kørt på hospitalet, mens vi andre blev kørt hen til en stor hal, hvor vi fik mad og senge. Vi fik også tøj og shampoo. Vi vaskede os og vaskede os! Det var meget længe siden, vi havde haft mulighed for nogen form for personlig hygiejne. Det var som at blive født på ny.
Efter en uge skulle vi overflyttes til et andet center og registreres. Men det lykkedes nogle af os at forsvinde ud i byen. Jeg ville langt væk. Jeg vidste, at Danmark ikke har diplomatiske relationer med mit land. Danskerne er frie mennesker. Derfor ville jeg til Danmark. Jeg drømte om en dag at gøre min uddannelse i et frit land.
Min familie sendte penge, så jeg kunne rejse videre. Jeg havde ingen papirer. Kun min togbillet. Jeg var meget træt og sov meget i toget. Da jeg vågnede i København, var toget omringet af politiet. Det viste sig, at vi var 13 eritreanere, der havde krydset grænsen uden papirer. Vi var meget bange. Men det var ikke som i vores land. Politiet talte pænt til os og tog os med på politistationen. Derfra blev vi kørt i bus op til Sandholmlejren, hvor vi blev registreret. To dage senere blev jeg flyttet til et andet center på Sjælland.
Fordi jeg har erfaring som radiovært og journalist, fik jeg lov at komme i praktik på Røde Kors´ asylavis New Times. Det var Guds gave til mig. Her mødte jeg en kristen pakistaner, der inviterede mig til gudstjeneste på engelsk i en folkekirke. Hele mit liv har jeg bedt til Gud og sagt ham tak. Nu havde jeg meget brug for at takke Gud for alt, hvad han havde gjort for mig. Men alle de kirker, jeg havde set, var lukkede. At komme ind i en kirke i Danmark var det lykkeligste øjeblik i mit liv. For første gang i mange måneder fik jeg nadveren og blev velsignet af en præst. I Eritrea havde jeg mange venner i den lutherske kirke, så gudstjenesten var ikke fremmed for mig. Bagefter
kom folk hen og snakkede med os og sagde velkommen.
Nogle uger senere så jeg et opslag på vores center for en aftengudstjeneste i en domkirke, hvor de ville komme ud og hente os. I domkirken tændte vi lys for vores venner, der mistede livet i ørkenen. Præsten var meget forstående og fortalte menigheden om vores situation. Bagefter inviterede de os til at spise. Vi følte os meget velkomne.
At gå i kirke betyder meget for mig. Her får jeg styrke til at leve. Jeg er vant til at læse i Bibelen hver dag. De første måneder i Danmark var vi mange fra Eritrea, der mødtes på mit værelse for at læse sammen. Kirken hjalp os med bibler på vores eget sprog tigrinya. I dag er de fleste flyttet til andre centre.
Livet i Danmark er meget anderledes end i mit land. De fleste danskere, jeg møder, tror ikke på Gud. Jeg har også mødt eritreanere, der efter nogle år her er holdt op med at tro på Gud. Jeg vil gerne hjælpe mine landsmænd til at holde fast ved deres kristne tro. Jeg har oplevet mange dårlige ting og været tæt på døden. Men Gud var der sammen med mig. Jeg har aldrig mistet håbet. Jeg tror på, at Gud har en fremtid til mig.
Fortalt til BMF