Tamilsk aftenskolelærer: Gud har givet mig et stærkt hjerte
(Nyt på tværs 1 - 2018)
Væggene i Maria Jeyananthans køkken er malet himmelblå. Og himmel er der over livet her i parcelhuset i et villakvarter i Hagested ved Tuse Næs, hvor den 52-årige tamilske aftenskolelærer tilbereder de asiatiske retter, som hun leverer ud af huset under cateringnavnet Marias køkken. Mange forberedelser foregår siddende i den kørestol, der har været et skattet hjælpemiddel i hverdagen, siden hun for 15 år siden fik amputeret venstre ben efter en bilulykke. Maria serverer kaffe og krydrede samosas, mens hun fortæller om et liv som flygtning i Danmark, og om hvorfor hun i 24 år har været flittig kirkegænger i den katolske kirke i Holbæk.
Gennem mange år har Maria Jeyananthan hentet styrke til hverdagen i sin kristne tro og i den katolske kirke. Den kristne tro har hun med fra barndommen i en tamilsk fiskerfamilie på Sri Lanka, hvor den daglige messe var en fast del af hverdagen. .
- Hele min familie troede rigtig meget på Gud. Vi boede tæt ved kirken, og hver morgen vækkede min mor min bror og mig klokken seks. Så tog vi vores hvide skoleuniformer på og gik til morgenmesse i kirken kl. 6.30. Min far var ude at fiske om natten, så han kom først hjem senere. Her i Holbæk går jeg stadig i kirke næsten hver dag, hvis kirken ikke er låst. Jeg går ind og siger tak til Gud. I kirken finder jeg fred og får ro i mine tanker. Jeg har haft mange problemer i mit liv, men jeg har altid kunnet snakke med Gud. I kirken siger jeg rigtig mange ting til Gud. Jeg beder for mine børn og for vores hjemland. I vores land er alt for mange mennesker døde som følge af borgerkrigen.
- Jeg elsker den katolske messe. Normalt er vi over hundrede til de danske messer om lørdagen i Holbæk. De fleste er tamiler. I Danmark tror mange unge ikke på Gud og går ikke i kirke. Det gør mig ked af det. På Sri Lanka går de unge stadig i kirke. Hun glæder sig specielt til de fire årlige messer på tamilsk i forbindelse med kirkens højtider.
- Selv om vi har boet her i mange år og taler dansk, er det noget helt særligt, når en tamilsk præst holder messe på vores eget sprog. Tamilsk vil altid være vores hjertesprog.
Gift i Singapore
Maria Jeyananthanhar boet i Danmark siden 1994, da hun blev familiesammenført med sin mand Jeyananthan Thiruanvukkarasu, der som mange unge tamiler var flygtet fra den blodige borgerkrig mellem tamiler og singalesere på Sri Lanka. Han var kun 18 år, da han kom til Danmark i 1986 sammen med Marias moster. Otte år senere arrangerede familierne, der kendte hinanden, at han blev gift med Maria i Singapore, hvor hun arbejdede som aupair. Som flygtning kunne han ikke tage tilbage til Sri Lanka. Det unge par kendte ikke hinanden, men alle parter var indstillet på, at ægteskabet skulle fungere.
- For tamiler var det en helt almindelig måde. Vi stolede på vore forældre. Siden har vi holdt sammen både i gode dage og dårlige dage. Om få måneder kan vi fejre sølvbryllup sammen med vore tre børn, der i dag er 17, 20 og 23 år, fortæller Maria og tilføjer, at familien altid har sat en ære i at klare sig selv.
- Efter den første uge i Danmark havde vi begge arbejde som jordbærplukkere. Vi cyklede derud sammen og var rigtig glade, husker hun.
Borgerkrigen
Den 52-årige tamilske kvinde voksede op under den eskalerende borgerkrig mellem det singalesiske flertal og de tamilske mindretal i den tidligere britiske koloni. Urolighederne havde ulmet i mange år, siden englænderne i 1948 trak sig ud.
- Jeg har mange dårlige minder fra krigen. Som tamiler kunne vi aldrig vide os sikre. Når regeringssoldaterne kom, var det meget farligt. Somme tider kunne vi høre soldaterne skyde ude på vejen. Da jeg var barn, måtte vi mange gange løbe væk fra vores hjem og flygte hen i en kirke eller skole. Senere begyndte regeringsstyrker at bombe vores område. Flere af mine brødre blev indkaldt som soldater. I 2009, da det var rigtig slemt, mistede vi mange familiemedlemmer og venner, fortæller Maria.
Mad ud af huset
Penge var der ikke mange af i barndomshjemmet, og som nummer seks i en søskendeflok på otte måtte Maria tidligt bidrage til at forsørge familien.
- Min far havde en lille fiskerbåd sammen med en bror. Men han kunne ikke tjene nok til hele familien. Somme tider havde vi ikke nok mad. Efter 8. klasse begyndte jeg at arbejde på en rejefabrik, så jeg kunne hjælpe min familie.
I Danmark arbejdede hun som rengøringsassistent på Holbæk Sygehus indtil bilulykken i 2003, hvor hun efterfølgende fik amputeret det ene ben. I dag har hun benprotese.
- Siden dengang har jeg ikke haft fuldtidsarbejde. Men selv om jeg har mange smerter, vil jeg ikke bare sidde derhjemme. Jeg er meget social og glad for at snakke med folk. Min krop siger til mig, at jeg er træt. Men min hjerne siger: Du skal ud, Maria!
I en årrække har Maria undervist i asiatisk madlavning på aftenskole, lavet gademad og leveret mad ud af huset på bestilling til større arrangementer såvel som private.
- Jeg elsker at lave mad. Min mor lærte mig at lave tamilsk mad, og jeg har også lært at lave indisk, kinesisk og thailandsk mad. I dag kan jeg ikke så meget, som jeg gerne ville. Jeg kan ikke bære tunge ting og er afhængig af, at min mand og mine børn hjælper mig med indkøb og madlavning. Heldigvis har min mand skiftende arbejdstider. Han har været buschauffør i 20 år og hjælper mig rigtig meget. Men Marias køkken er stadig i mit navn, og jeg smager til og garanterer for kvaliteten, ler hun.
For seks år siden startede hun "Det søde hjerte" i Holbæk - et lokalt velgørenhedsprojekt med asiatisk buffet og underholdning, hvor overskuddet går til benproteser til børn og voksne på Sri Lanka. Arrangementet holdes en gang om året.
- Gud gav mig ekstra energi, så jeg både kunne lave mad og samle sponsorgaver ind, siger hun og fortæller med et stort smil, at hun kunne hjælpe 16 personer på Sri Lanka med overskuddet det første år.
Taknemmelig for livet
Efter snart 24 år i Holbæk er Danmark hendes land. Familien er danske statsborgere, og selv om de stadig følger udviklingen på Sri Lanka tæt, er fremtiden i Danmark.
- Jeg takker Gud for Danmark og danskerne. Danskerne er meget venlige mennesker. Vi har mange danske venner, men herhjemme snakker vi stadig tamilsk. Det er jo vores sprog og kultur. I dag forstår vores børn alt, hvad vi siger, men svarer på dansk!
- Da vi blev gift, var min mand hindu. Men da vores ældste søn blev døbt, blev han også døbt. Min mand ville gerne sige tak til Gud for vores søn. Jeg respekterer hinduer meget, men jeg er rigtig glad for, at min mand i dag er kristen.
Selv om Maria stadig har mange smerter, forsøger hun at fastholde glæden og taknemmeligheden i hverdagen.
- Livets er Guds gave. På mange måder har jeg det jo godt, og for det meste er jeg glad. Jeg er meget taknemmelig for min mand og mine børn og siger tak til Gud, fordi vi har sunde, raske og søde børn, der klarer sig godt.
- Der kan godt være dage, hvor det føles, som om jeg bærer et kors, der er alt for tungt for mig. Men så siger jeg til Jesus, at han må bære det for mig. Sammenlignet med det, Jesus led på korset, er mine smerter ingenting. Jeg beder Gud om at give mig den samme styrke, som Jesus havde. Gud har givet mig et stærkt hjerte. Han er her ved siden af mig og holder mig. Somme tider er det, som om Jesus siger til mig: Maria, du er kun et menneske.
BMF