Fra Rusland til Rødby
(Nyt på tværs 1 - 2022)
"Jeg er så ked af det." Sådan lød det fra sognepræst Olga Grygorieva Kohen i Rødby, da hun den 24. februar om morgenen blev ringet op af en lokal journalist, efter at Rusland havde affyret de første missiler mod nabolandet Ukraine. Den 40-årige cand.theol. fra Københavns Universitet er født i Rusland i Sovjettiden og opvokset både i Rusland og Ukraine med en russisk far og en ukrainsk jødisk mor. Til det sidste havde hun håbet, at den længe ulmende konflikt kunne løses diplomatisk. Men sådan gik det ikke, og to dage senere stod Olga Kohen for en lystændingsandagt i Maribo Domkirke, hvor der blev bedt for fred i Ukraine. Ved gudstjenesten bad hun Fadervor på dansk, ukrainsk og russisk - tre sprog, som hun alle taler flydende.
- Hvilke tanker gør du dig lige nu?
Jeg er meget trist og bekymret. Jeg har familie og venner i begge lande. De er meget bekymrede. Rigtig mange russere og ukrainere er forbundet via familieskab. Min familie i Ukraine oplever alt muligt lige nu. De er meget skræmte.
- Da krigen brød ud, tog du hurtigt initiativ til en forbønsgudstjeneste. Hvorfor gjorde du det?
Fordi vi er kristne mennesker, har vi brug for at være nær hinanden og i fællesskab bede om fred og en afslutning på krigen. Vi har brug for at vise næstekærlighed. Bøn består ikke altid i ord. Det er en forbindelse mellem dig og Gud. Mange jøder taler hele tiden med Gud. De taler lidt opad. Det gjorde min jødiske mormor. Det gør jeg også selv.
- Kan troen gøre en forskel i den aktuelle krise?
Troen er ikke noget, mennesker selv skaffer sig. Det er noget, man får fra Gud. Selv har jeg aldrig været ateist. Jeg har medfølelse med mennesker, der ikke tror på Gud. De bliver nødt til at tro på noget andet og klynge sig til forgængelige værdier. Alt andet end Gud er forgængeligt. Man kan ikke blive mæt.
Kristendommen giver mennesker trøst og håb om det evige liv. Det betyder meget for mig. For mig er Jesus den kærlige favn, nærhed og varme. I kristendommen er der åbenhed til at tjene Gud og udvikle sine talenter ikke bare for sig selv.
- Du er ikke vokset op med den kristne tro. Hvordan fik du et forhold til kristendommen?
Jeg voksede op i Sovjettiden, hvor religion var noget, der var forbeholdt mennesker uden uddannelse. Mine forældre voksede op med kommunismen. Min far var arkæolog og konservator og min mor gymnasielærer. I min barndom flyttede vi meget på grund af min fars arbejde. Jeg er født i Skt. Petersborg men har også boet i Ukraine. En del af min fars arbejde var at restaurere ikoner. Som barn kunne jeg godt lide at se på de ikoner, min far skulle restaurere. Mange fremstillede Jesus og hans liv og var malet af troende mennesker gennem mange generationer. Det påvirkede mig. I vores hjem var der mange kunstbøger, og på mit værelse var der billeder af kristne kunstværker. Vi børn blev stimuleret.
Jeg er født med en særlig følsomhed over for livet og har altid været optaget af eksistentielle spørgsmål. Min interesse for kristendommen går meget langt tilbage. På grund af al den kunst, jeg havde set, vidste jeg allerede som fire-femårig, hvem Jesus var, og havde varme følelser for Jesus. Min farmor, som jeg boede hos i perioder, var religiøs og fortalte mange historier fra Bibelen. Hun havde overlevet krig og sult. Mange mennesker i det tidligere Sovjet interessante på grund af det liv, de har haft. Det var også min farmor, der sørgede for, at jeg blev døbt i den ortodokse kirke i Estland. Men det blev der ikke talt om. Først som voksen fandt jeg ud af, at jeg var døbt.
- Hvad har formet dig som menneske?
Jeg har haft mange stærke oplevelser i mit liv. Da jeg var færdig med skolen, havde jeg ikke lyst til at læse videre. Jeg opfattede ikke mig selv som særlig boglig. Først blev jeg skolemedhjælper i en landsby. Jeg arbejdede også på en fabrik i Tjekkiet, der fremstillede kuglepenne. Som 21-årig kom jeg til Sverige som aupair. Jeg kom fra Ukraine til et land, hvor der var total velfærd og rigdom. Det påvirkede mig meget.
- Har du en livsdrøm?
Apostlen Paulus taler meget om, at man skal leve sit liv uden at vige til højre eller venstre. Det går lige til hjertet. Man skal have et mål - et kald, og så handle på det. Det handler om at gøre de ting, man virkelig brænder for. Som præst befinder jeg mig i min drøm. Mit mål er at være en god præst for danskere, østeuropæere og måske snart også flygtninge fra mit eget hjemland. Men alt er omsluttet af det, at jeg er mor.
- Hvad fik dig til Danmark?
Jeg kom som aupair i 2009. Senere blev jeg gift med en tysk mand, som jeg mødte på sprogskolen, og fik en datter. Vi var ikke gift så længe. I dag er vores datter fire år.
- Hvordan gik det til, at du blev præst?
Det var lidt tilfældigt, at jeg begyndte at læse teologi. Der var ledige pladser. Men måske var det alligevel ikke tilfældigt. I mit liv er der ikke noget, der har været langtidsplanlagt. Ikke når du kommer fra Rusland. Du lever og ser på, hvad de kommer. Sådan lever jeg stadig. Fordelen er, at når der sker noget, er jeg omstillingsparat. Jeg bliver ikke så nervøs og stresset.
Da jeg blev optaget på teologistudiet, vidste jeg, at jeg ville være præst. Siden har jeg haft en overbevisning om, at det er det, jeg skal. Jeg er på den rigtige plads.
- Hvad kan du med din særlige baggrund bidrage med som præst i den aktuelle krise?
En del af mit arbejde handler om at møde østeuropæere. Når jeg møder mennesker, der kommer fra et andet land, har vi noget til fælles. Vi gik samme vej. Jeg synes selv, at jeg er god til at tale med mennesker. Jeg har overskud til at give andre energi. Når mennesker kommer med deres sår og tvivl, og man er parat til at lytte, er det allerede sjælesorg. Der sker noget mere, end hvad vi kan beskrive. Jeg kan hjælpe mennesker med at bearbejde det svære, så de får det lidt lettere. Det bedste, man kan gøre for et andet menneske, er at være der.