Portrætsamtale med Tværkulturelt Centers formand

(Nyt på tværs 1-2008)

I UNICEF pensioneres medarbejdere, når de fylder 62. Adnan Dahan fik et ekstra år i den internationale afdeling på Østerbro i København og er siden hentet ind på korttidskontrakter, når der har været brug for hans mangeårige ekspertise som konsulent på vand- og sanitetsprojekter verden over.

     - Hvis man kan bidrage med noget, bør man gøre det, siger den 67-årige tidligere universitetsprofessor og rådgivende ingeniør fra Bagdad, der de sidste fem år har været formand for Tværkulturelt Center. I dette interview fortæller han om sit liv og om at omstille sig til en hverdag med en åben kalender - endnu en gang.

Han tager imod i lejligheden nær Bellahøj i Københavns nordvestkvarter, hvor familien har boet de sidste ti år. På væggene hænger fotografier af de tre voksne børn og to glade børnebørn. Et tændt fyrfadslys oplyser en række Kristusbilleder. Adnan Dahan forklarer, at det levende lys foran en Kristusikon er en skik, mange kristne har med fra Mellemøsten.

     - Det er en stadig påmindelse om, hvad der er det væsentligste her i livet, siger han med et smil.

     Gennem et langt liv har Adnan Dahan lært omstillingens svære kunst. I 1995 kom han til Danmark som flygtning fra Irak sammen med sin kone og tre teenagebørn, efter at en nevø var blevet myrdet og familien havde modtaget mordtrusler mod deres jævnaldrende søn. Som 54-årig begyndte han livet forfra på et asylcenter på Amager.

 

- Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Selv om der er megen lidelse og ondskab i verden, tror jeg på, at ondskaben ikke vil sejre. Jeg har generelt tillid til mine medmennesker og tror på det kristne næstekærlighedsbud.  

 

- Hvilke oplevelser har været med til at forme dit livssyn?  

Da jeg var 11 år, døde min far uventet efter kort tids sygdom. Foruden chokket var det en økonomisk katastrofe. Pludselig havde vi ingen indkomst. Det lærte mig at tage ansvar og være selvstændig. Jeg begyndte tidligt en daglig rutine med personlig bøn, som jeg har fulgt lige siden. Bønnen har givet mig indre fred i senere livskriser. Under Golfkrigen i 1991 blev Bagdad bombet dag og nat i tre uger. Vores hus lå nær flere oplagte bombemål. Det eneste, vi kunne gøre, var at sidde sammen med børnene og bede. Jeg kan stadig høre lyden af flyvemaskiner og bragene, når huse i nabolaget blev ramt. Bagefter er man ikke den samme.  

     Flugten til Danmark nogle år senere ændrede vores liv radikalt. Vi havde ingen anelse om, hvad fremtiden ville bringe. Hvor skulle vi bo? Ville jeg kunne forsørge min familie? Der var ingen svar - og ingen tid til at planlægge fremtiden. Men jeg var overbevist om, at Gud ville sørge for os. En nat forlod vi alt og kørte ud gennem ørkenen forbi bevæbnede checkposter, hvor store drenge pegede på os med deres geværer. De kunne så let som ingenting have dræbt os alle fem. Men Gud beskyttede os. Vi kom sikkert frem til grænsen. Det forpligter. Hvis jeg i dag kan gøre noget for at hjælpe andre, gør jeg det gerne.

 

- Er der en mening med alt?

Jeg har aldrig været i tvivl om, at Gud har en plan med vores liv. Havde jeg været i Irak i dag, var jeg med meget stor sandsynlighed blevet dræbt. For nylig så jeg en liste med navne på 350 universitetslærere, heriblandt mange tidligere kolleger, der enten er dræbt eller kidnappet siden invasionen. Fordi vi måtte flygte dengang, kunne vi være med til at tage imod de irakere, der senere kom til Danmark. Ikke mindst i forhold til de afviste irakiske asylansøgere oplever jeg det meget meningsfuldt.  

 

- Hvad gør dig glad?

Når vores voksne børn uventet kommer på besøg fra England og Sverige med vores to børnebørn, som de gjorde sidste weekend! Jeg er glad, når min familie, min kone, mine børn og børnebørn har det godt. Liv og helbred er en gave, som jeg dagligt takker Gud for. Og så er det en glæde at kunne hjælpe andre. Jeg har en stor familie, og selv om vi er spredt i mange lande, hjælper vi hinanden, hvis vi på nogen måde kan.

      

- Hvad kan gøre dig vred?

Når nogen misbruger min tillid. Og når jeg besøger et asylcenter og ser de afviste irakiske børn, som Danmark vil sende tilbage til Irak. Som dansk statsborger skammer jeg mig over, at mit land behandler mennesker på den måde. Som iraker gør det mig vred. Men personligt bærer jeg ikke nag til nogen. Jeg har set og oplevet meget dårligt, men jeg er ikke bitter.

 

- Hvordan ser du fremtiden i Irak?

Jeg føler en dyb smerte. Virkeligheden i Irak er langt værre end det, vi ser og hører i medierne. Selv om sikkerheden i Bagdad er blevet bedre det sidste år og folk fortæller, at de ikke længere ser lig i gaderne hver morgen, er Irak fortsat et af verdens farligste lande. Den irakiske befolknings lidelser er ubeskrivelige. Men Gud kan stadig gribe ind. Måske forværres borgerkrigen, når de allierede trækker deres soldater hjem. Men en besættelse er altid noget midlertidigt, der må få ende en dag. Jeg tror på, at Gud ikke har forladt Irak.  

 

- Hvad betyder det for dig at gå i kirke?

Kirken har altid været en del af mit liv. Der hører jeg til. I den syrisk-ortodokse kirke, hvor jeg voksede op, har vi nadver hver søndag. Sakramenterne er vigtige for mig. I nadveren bliver jeg fornyet i min tro og mit gudsforhold. I Danmark er jeg medlem af folkekirken men kommer ofte i den koptisk-ortodokse kirke i Tåstrup - og kan også gå til en katolsk gudstjeneste. For mig er vores fælles tro på Kristus vigtigere end de teologiske forskelle. Der findes kun én Kristus.

 

- Du er nået den tredje alder. Hvilke tanker gør du dig?  

Når man ikke arbejder, må man finde andre ting at bruge sin tid på. De sidste par år har jeg haft flere oversættelsesopgaver, som jeg håber at fortsætte med. Jeg har også nogle tanker om bøger, jeg gerne vil skrive. Og så længe jeg har noget at bidrage med, fortsætter jeg med at holde foredrag om Irak og min kirke og deltage i Tværkulturelt Centers arbejde.    

     For os har det vigtigste været at give vores børn en fremtid. Det var derfor, vi kom. De har det godt i dag, og så må jeg acceptere, at det er meget anderledes at blive gammel i Danmark end i Irak. Her er vi ikke omgivet af vores familie. Bortset fra vores hjemmeboende søn, som også får sit eget liv en dag, har vi seks timers kørsel til den nærmeste familie.    

 

- Hvad er det vigtigste, livet har lært dig?

At der er ting, man er nødt til at acceptere, og så gøre det bedst mulige i en given situation. Det handler om at være villig til at tilpasse sig den nye virkelighed i tillid til, at vi ikke er alene. De svære oplevelser og voldsomme begivenheder har bragt mig tættere til Gud og lært mig, at materielle ting og karriere ikke er så vigtige. De kan være væk i morgen. Det afgørende er det åndelige liv og mit forhold til Jesus.

 

- Hvad ser du som Tværkulturelt Centers vigtigste opgave fremover?

Mine egne første kontakter til det danske samfund var gennem Centret. Her blev jeg mødt med en udstrakt hånd, som gjorde hverdagen lettere. Centret skal fortsætte med at bringe danskere og nydanskere sammen i ligeværdige fællesskaber, spørge efter nydanskeres erfaringer og lade deres stemme blive hørt. Gennem vores netværk skal vi hjælpe dem ind i det danske samfund, men vi skal også give dem platforme, hvor de kan fortælle os om deres baggrund, historie, kultur og kirkeliv. Det er godt for begge parter.

     Samtidig skal vi vise, at Danmark er andet end det, man som udlænding umiddelbart ser på gaden og i medierne. I kirken findes de grundlæggende værdier, som det danske samfund bygger på. Tværkulturelt Center skal være med til at synliggøre de kristne værdier for mennesker, der ikke kender kristendommen, eller som har negative fordomme med fra hjemlandet. De værdier skal vi leve ud i hverdagen. I min erfaring er det ofte de kristnes liv, der får et menneske til at spørge efter Kristus.    

BMF

 

ADNAN DAHAN

- Født 1941 i Mosul (oldtidsbyen Nineve) i Nordirak. Student fra Oriental Secondary School i Bagdad 1958. Civilingeniør (BSC) fra Bagdad Universitet 1962. MSC sammesteds 1967.

- Ingeniør ved Bagdad Water Supply Services 1962-67. Fra 1967 lektor ved Bagdad Universitet, Institute for Applied Engineering Science. Assistant professor 1987. Afdelingsleder til 1993. Leder af Undervisnings­ministeriets projektudviklingsafdeling 1976-85.

- Har skrevet seks lærebøger og 25 forskningsartikler.

- Medlem af stiftsrådet for Bagdad/Basra Syrisk-Ortodokse Kirke 1983-95. Projektansvarlig for kirkebyggeri og leder af kirkens sociale hjælpearbejde.

- Forskningsmedarbejder ved DTU 1996-97. Konsulent i UNICEF 1997-2004. Korttidsopgaver siden 2004.

- Gift med Nashwa, der er uddannet designer. Tre voksne børn og to børnebørn.