Udstationeret i Danmark: Interview med etiopisk FN-medarbejder

(Nyt på tværs 1-2009)

Som barn i Etiopiens hovedstad Addis Abeba var Asnaketch Demissie overbevist om, at hendes land var det bedste i verden. I dag har den 55-årige human resource associate på det internationale kontor for FNs udviklingsprogram (UNDP) i København set en god del mere af verden end barndommens gade. Men trods krige, hungersnød, tørke og megen anden elendighed, der har placeret det gamle kristne kulturland på Afrikas Horn i bunden af verdensøkonomien, er hun stadig stolt af at være etioper. For et langt liv har lært hende, at livskvalitet er andet og mere end materiel velstand.

Duften af nyristede etiopiske kaffebønner når helt ud på trappen op til lejligheden på en stille sidevej i Charlottenlund, hvor Asnaketch Demissie byder velkommen med dampende varm kaffe, som hun forsigtigt hælder op i små porcelænskopper. Hun undskylder, at hun ikke serverer den traditionelle etiopiske nationalret injerra og wått. Men dagene er ofte lange på FN-kontoret, hvor hun de sidste tre år har arbejdet i personaleafdelingen. Selv om klokken denne tirsdag aften er over otte, er hun først lige kommet hjem fra kontoret.

Tryg barndom
Asnaketch Demissie prøver bevidst at glæde sig over livets lyse sider. Den positive livsindstilling har hun med sig fra barndommen i kejsertiden under Haile Selassie, hvor hun voksede op i en kristen familie i Addis Abeba. 

   - Det var en meget tryg barndom. Vores kvarter var ikke særlig udviklet, men der var grønt og frodigt. Naboer kom hinanden ved og havde omsorg for hinanden. Det er noget meget værdifuldt. Vores familie var hverken fattige eller særlig rige. Min far arbejdede som livvagt for kejseren. Uden for byen havde vi et landbrug, der i generationer havde tilhørt min mors familie. Frem til revolutionen i 1974 dyrkede arbejdere jorden for os og solgte produkterne - hvede, byg, linser og også honning og ost.       
Asnaketch fortæller, at forældrenes kristne tro prægede atmosfæren i hjemmet og var en integreret del af hverdagen. 
   - Min mor lærte mig at bede. Når der var problemer, var det første, hun gjorde, altid at løfte hænderne og bede: ”Min Gud, jeg lægger alle ting i dine hænder. Jeg ved, at du er trofast.” - Det satte ligesom tingene i perspektiv. I hverdagen fik vi fem børn masser af kærlighed og omsorg. Min far husker jeg som en fredens mand. Selv om han havde faste principper, var han en mild mand, og jeg så ham aldrig vred eller ophidset. Han døde som 94-årig og havde hele livet en stærk tro på Gud og hans omsorg. 

Trillinger
Kort før den socialistiske revolution i 1974, hvor kejseren blev afsat ved et militærkup, blev Asnaketch gift med Demissie Haile-Meskel, der i dag er gået på pension efter over 30 år som administrator i en international organisation. Som nygift under revolutionen har Asnaketch set og oplevet mange ting. Men i dag er det de gode minder, der fylder mest.

   - Jeg blev gift som 20-årig, og da jeg var 22, var jeg mor til fire - en dreng på 11 måneder og tre nyfødte trillingepiger! Senere fik vi endnu to børn. At blive mor til så mange børn så tidligt var mit livs største udfordring - og også en utrolig velsignelse. I mange år havde jeg fuldt op at gøre med at passe min familie og mit arbejde og gøre mit universitetsstudium færdigt. Heldigvis hjalp min mand mig meget. Han har altid været helt fantastisk! Vi har været gift i 35 år og hjælper stadig hinanden med alt. 

   - Årene efter revolutionen var en svær tid, hvor mange mistede familiemedlemmer og venner. Vi havde ingen frihed. Men mange havde det meget værre end os. Nogle sad fængslet i årevis. Selv om Etiopien er et gammelt kristent land, fik vi at vide, at vi ikke skulle gå i kirke - men det gjorde vi alligevel gennem alle årene. Gud beskyttede os, så vi kunne leve et nogenlunde normalt liv med vores børn. 

Til København
Da Asnaketch for tre år siden blev overflyttet fra det nationale FN-kontor i Addis Abeba, hvor hun havde været ansat i 14 år, til det internationale kontor i København, var det en længe næret drøm, der gik i opfyldelse.

   - Som familie var vi nået dertil, hvor jeg havde mulighed for en arbejdsperiode i udlandet. Vores seks børn var alle voksne og fire af dem gift. De fem ældste havde afsluttet deres universitetsuddannelse, og vores yngste søn læste i England. Mine forældre, som jeg passede i en årrække, levede ikke længere. Jeg ville gerne arbejde på et FN hovedkontor, så min mand og jeg blev enige om, at jeg skulle søge jobbet her, fortæller Asnaketch. 

Hovedkontoret i København er en multikulturel arbejdsplads med medarbejdere fra mange lande og engelsk som arbejdssprog. Derfor har Asnaketch ikke haft brug for at lære dansk, men for sin egen skyld har hun taget et danskkursus og vil gerne lære mere. Hendes mand benytter sig af en kirkelig organisations tilbud om fleksibel danskundervisning, så begge i dag taler og forstår lidt dansk. 

International menighed
Ligesom størstedelen af Etiopiens kristne befolkning tilhører Asnaketch´s familie landets gamle ortodokse kirke, der har været statskirke siden det fjerde århundrede. Selv begyndte hun som 14-årig at komme i en protestantisk kirke.

   - Jeg var tiltrukket af deres sange og kom med i kirkekoret. Senere blev min mand og jeg medlemmer af en international protestantisk menighed. I dag betyder min kristne tro mere end noget andet. Min tro er basis for selve min eksistens. Det er her, jeg finder glæde og mening med mit liv. Jeg ville ønske, at mange flere ville opdage den hemmelighed. Når jeg har Gud, mangler jeg intet. Det har jeg oplevet meget konkret mange gange i mit liv.

I Danmark opsøgte parret allerede den første søndag en kirke.  
   - Det ville være meget usædvanligt for os ikke at gå i kirke om søndagen. Men vi var lige kommet og vidste ikke, hvor vi skulle gå hen. Vi spurgte en dansker på gaden, hvor der var en kirke på engelsk, og blev vist hen til International Church of Copenhagen. Efter gudstjenesten blev vi bedt om at præsentere os, og præsten sagde velkommen. Vi kunne godt lide præstens prædiken, og folk var venlige og imødekommende. I dag sidder min mand i menighedsrådet, fortæller Asnaketch og tilføjer, at parret også somme tider besøger en etiopisk menighed, der mødes lørdag i et missionshus.
   - En gang imellem har vi lyst til at være sammen med andre etiopiere og synge vores egne sange. Så er den etiopiske menighed et godt sted.    

Paradoks
Hun er fuld af beundring over den ligelige fordeling af velstand i Danmark og den velfungerende infrastruktur. Også indtrykket af danskerne er positivt. 
  - Folk er meget venlige og hjælpsomme, når man lærer dem at kende. Her er mange store og smukke kirkebygninger - men også mange tomme kirkebænke. Det er helt anderledes i mit land. Vi har meget store problemer med fattigdom, men kirkerne er fulde om søndagen. Åndeligt er vi ikke fattige. 
Som veluddannet etiopier føler hun et stort ansvar for at være med til at give sit folk en bedre fremtid. 

   - Vi kan alle gøre en forskel her i livet, hvis vi gør det, vi kan. Hverken mere eller mindre. Som etiopiere må vi arbejde hårdt for at udvikle vores land. Konkret har min mand og jeg planer om at starte et projekt, der kan give landmænd viden og praktisk hjælp til at udvikle bedre dyrkningsmetoder.

   - Jeg ville ønske, at mit land ville gøre forskellen mellem rig og fattig mindre. Jeg afgav gerne halvfems procent af, hvad jeg har, hvis det kunne udrydde fattigdom og hungersnød i mit land. Vi er et land med en ældgammel civilisation, Den blå Nil og masser af naturressourcer. Det er et paradoks, at folk dør af sult i Etiopien. Jeg føler meget for mit land og mit folk. Min drøm er at se fattigdommen udryddet i min levetid.