Jeg har været heldig, siger 28-årig DTU-studerende
(Nyt på tværs 1-2009)
Vincent Edjabou føler sig privilegeret. Var han blevet i hjemlandet Togo, havde han ikke haft mulighed for at udbygge sin agronomuddannelse med en mastergrad i miljøteknologi. I dag studerer han ved Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby og håber, at mastergraden vil gøre det muligt for ham og hans danske kone senere at vende tilbage til hjemlandet og gøre en positiv forskel inden for udvikling af landbrugssektoren.
Siden Vincent Edjabou (28) for godt to år siden gav sit ja til danske Louise, som han havde mødt på en international konference for landbrugsstuderende i Malaysia, har der ikke været megen fritid. De første seks måneder sad han i parrets lejlighed i Nørrebro i København og færdiggjorde sin specialeafhandling om green belt management (hvordan lokal viden kan inddrages i forvaltning af et lands ressourcer), som han derefter forsvarede ved universitetet i Togo. Efter specialeforsvaret vendte han tilbage til Danmark, hvor han havde fået opholdstilladelse gennem reglerne om familiesammenføring. Samtidig med at han fik sit første fuldtidsjob, begyndte han at lære dansk.
- Det var vigtigt for mig at tjene penge med det samme. Jeg har yngre søskende i Togo, som jeg skal forsørge. Jeg var parat til at tage et hvilket som helst arbejde men var så heldig at få et fast 37-timers job som bogbinderassistent i en grafisk virksomhed, fortæller Vincent.
I dag har han studenterjob i Plantedirektoratet, samtidig med st han er i gang med et to-årigt masterstudium på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Desuden går han til dansk to gange om ugen og er foreløbig nået til modul 4.
- Heldigvis er mit arbejde relateret til mit fagområde. Men dagene er lange, og jeg har ikke tid til at kede mig, siger han med et smil.
Elleve søskende
Vincent Edjabou er født i hovedstaden Lome i det lille vestafrikanske land Togo, der er på størrelse med Danmark og grænser op til Ghana, Benin og Burkina Faso.
- Jeg er den første i min familie, der har fået en videregående uddannelse. Jeg voksede op i en landsby langt fra hovedstaden som nummer tre af elleve søskende. Min familie er katolikker. Min far var lærer og havde tre koner. Min mor boede sammen med min far, men hun døde, da jeg var 18 år. Da jeg skulle i gymnasiet, flyttede jeg ind hos mine bedsteforældre, hvor der var elektricitet, fortæller han.
- Vi børn gik i kirke hver søndag med vores mor. Vi var mange børn i kirken. Der var en masse aktiviteter for os, så det var aldrig kedeligt. I gymnasietiden blev jeg leder af kirkens børnearbejde. Vi opførte de bibelske fortællinger og hjalp børnene med at lære deres roller udenad. Det var fantastisk! Da jeg begyndte på universitetet, flyttede jeg til Lome. Her fortsatte jeg med at gå i kirke og var med i en gruppe, der mødtes for at bede og besøge syge – både kristne og muslimer. Det var rigtig godt.
Drømmen
Vincent vidste tidligt, at det var inden for landbrugsudvikling, at han ønskede at gøre en forskel.
- For mange i mit land er et måltid mad ikke nogen selvfølge. Jeg ved selv, hvad det vil sige at gå sulten i seng. Da jeg læste, fik jeg sjældent morgenmad. Jeg drømte om at være med til at løse min lands problemer og gøre en forskel. Jeg var heldig, at jeg som studerende de første tre år kunne bo hos en onkel. Så fik jeg et måltid mad hver dag. Det er svært at overleve, når man ikke har forældre, der kan betale.
Senere flyttede Vincent ind i et hus sammen med en yngre bror, som han skulle forsørge.
- Jeg fik arbejde som undervisningsassistent for min lærer på universitetet. Der tjente jeg nok til at overleve. Samtidig arbejdede jeg for en organisation for landbrugsstuderende. Derigennem fik jeg mulighed for at deltage i en international konference i Malaysia, hvor jeg mødte min danske kone Louise.
Socialt netværk
Han havde ikke forestillet sig, at han en dag ville bosætte sig i et europæisk land.
- Jeg er meget taknemmelig. Her har jeg mange flere muligheder end i mit eget land. Det er et stort privilegium. Den største udfordring er sproget. Jeg taler i forvejen fem sprog, men i Danmark skal man tale dansk. Psykologisk kan jeg mærke, at det har gjort en forskel, at jeg i dag forstår det meste. Når man taler dansk, er folk mere åbne og varme.
Han savner dog stadig hjemlandets sociale liv og uformelle omgangsform.
- I Togo går venner på besøg hos hinanden uanmeldt. Man behøver heller ikke servere noget. I Danmark laver man aftaler og mødes på café. Her er koldt, så man mødes ikke bare på gaden og snakker.
- Jeg har aldrig forventet, at livet skal være let. Jeg har lært at kæmpe og arbejde hårdt for at nå mine mål. Men jeg har altid haft mennesker omkring mig og et stort socialt netværk. Det sværeste ved at være afrikaner i Danmark er nok, at man er så meget alene her. Jeg tror ikke, det er sundt. Personligt får jeg ny energi, når jeg er sammen med andre mennesker – især andre udlændinge, der er i samme situation og oplever nogle af de samme problemer som jeg. Når vi snakker, letter det presset.
- Mange afrikanere kan ikke forstå, at danskerne siger, de har problemer. Sammenlignet med problemer i Afrika er det ingenting! Med mine erfaringer kan jeg måske hjælpe danskerne med at blive gladere for livet. Min baggrund har lært mig ikke at tage tingene for givet, men at være taknemmelig.
Kirken
Som katolik går Vincent somme tider til gudstjeneste i den katolske kirke på Nørrebrogade. Han foretrækker dog de engelske og franske messer.
- Den danske messe er meget stille. Jeg savner den måde, vi synger på i Afrika. God sang og musik gør mig glad. Jeg savner også at være med i kirkens børnearbejde. Man lærer selv en masse – og så er det også en god måde at lære sproget på.
- Jeg er taknemmelig for, at jeg er født i en kristen familie. Det hjælper mig til at forstå ting. Når jeg har problemer, har jeg min tro. Somme tider går det ikke, som man planlægger. Så har man brug for noget at holde fast i.
Han håber en dag at rejse tilbage til Togo og bruge sin uddannelse inden for waste management.
- Jeg ved noget om lokale behov og muligheder i Afrika. Derfor tror jeg, at jeg kan være med til at gøre en forskel. Jeg ved også, at jeg har været heldig. I dag kan jeg hjælpe mine søskende, så de kan få en uddannelse. Og så er jeg meget glad for min kone. Det er fantastisk dejligt at være gift!
BMF