Kristne burmesere søger kirke i København

(Nyt på tværs 4-2011)

De er endnu ikke en menighed. Men de burmesiske familier, der mødes hos Salai og Ah Du i en lejlighed i Valby, drømmer om at finde en kirke eller et missionshus, hvor de kan samles en gang om måneden til bøn og bibelundervisning. Og hvor de også kan lave mad, spise sammen og overnatte. For de kristne burmesere kommer fra hele Sjælland og vil gerne have god tid til socialt samvær. Selv om mange har boet i Danmark i en årrække, er familierne stadig hinandens vigtigste netværk.

Salai og Ah Du har en drøm. De drømmer om den dag, hvor de kristne burmesere øst for Storebælt kan mødes regelmæssigt i København i deres egen menighed, Myanmar Christian Fellowship (MCF). Der findes allerede tilsvarende menigheder i Nordjylland, Bramming og Odense. De får hjælp af tre herboende fritidspræster. De tre menigheder samler kristne burmesere fra forskellige etniske grupper og kirkeretninger. Derfor er fællessproget burmesisk til forskel fra de omkring ti chin-menigheder i Jylland, på Fyn og Bornholm, hvor sproget er chin, og hvor medlemmerne er baptister fra den burmesiske delstat Chin.

     - Vi er 15-20 personer fra København, Nord- og Vestsjælland. Vi behøver ikke så megen plads. Vi er vant til at sove i vores lejlighed alle sammen. Men vi vil gerne mødes mere regelmæssigt og blive en rigtig menighed. Fordi vi har oplevet meget af det samme, forstår vi hinanden og kan støtte hinanden. Derfor leder vi efter et sted at være, forklarer Salai, der til daglig er buschauffør i København. Hans kone Ah Du arbejder på et vaskeri.

 

Påskelejr

Parret kom til Danmark som FN-kvoteflygtninge i 2005. Sammen med en større gruppe burmesere blev de placeret i Varde. Året efter var de med til at starte en lille menighed i Bramming, og i 2007 blev den første MCF påskelejr afholdt. Siden er påskelejren blevet en årligt tilbagevendende begivenhed, der samler omkring 200 burmesere fra ind- og udland til gudstjenester, bibelundervisning og aktiviteter for store og små. De sidste år har lejren været holdt på et tidligere plejehjem på Nordlangeland. Til næste år håber Salai, at lejren kan holdes et mere centralt sted på Fyn.

     - Det er vigtigt for os at samles på vores eget sprog, for selv om vi taler dansk, forstår vi stadig ikke alt i kirken, forklarer Salai, der kun nåede at gå på sprogskole i fem måneder i Varde. Siden har han haft fuldtidsarbejde. Derfor var det for et par år siden muligt for parret at flytte fra Jylland til København og købe en ejerlejlighed.    

     - Jeg kan godt lide en stor by. Vi vidste, at der ikke var nogen burmesisk kirke i København. Vi ville gerne starte en kirke her. Det er stadig vores vision, forklarer Salai.  

 

Flygtede til Thailand

Den 32-årige burmeser voksede op i en kristen familie med søndagsskole og kirkegang hver søndag. Faren døde tidligt. Som de fleste kristne i Burma tilhørte familien et etnisk mindretal. Etniske grupper har længe kæmpet for at vinde flere rettigheder i det militært styrede land, der blev selvstændigt i 1948, og hvor militæret er kendt for grove overtrædelser af

menneskerettighederne - herunder tortur og vilkårlig mishandling af civile. Da Salai var 18 år, flygtede han over grænsen til nabolandet Thailand. Han nåede ikke at færdiggøre skolen.    

     - Jeg havde problemer med religion og politik. Efter tre år i Nordthailand kom jeg til Bangkok, hvor jeg solgte nødder på gaden og senere fik arbejde i et bilfirma. Det var et hårdt liv. Jeg havde ikke nogen papirer og var hele tiden bange for politiet. Senere blev jeg registreret som flygtning af UNHCR. Men jeg blev alligevel taget og sat i fængsel. Heldigvis kendte jeg én i politiet, der hjalp mig ud. Selv om jeg altid har været kristen, var det først i Bangkok, at jeg rigtigt begyndte at kende Gud. Da var jeg 23 år. Jeg kom i en burmesisk kirke - Myanmar Christian Assembly. Her mødte jeg min kone Ah Du. Året efter blev vi gift.

 

Hushjælp i Bangkok

Ah Du havde boet i Bangkok siden 2001. Hun kommer fra delstaten Kachin, der grænser op til Kina i det nordlige Burma. Familie har været kristen i flere generationer, og hun husker stadig sangene og den forventningsfulde stemning i kirken, når hen ved hundrede mennesker samledes til gudstjeneste flere gange om ugen. Der var altid mange børn i kirken.

     - Hjemme var vi seks søskende. Vi dyrkede ris, ananas og bananer. Vi var fattige, men der var megen glæde. For at hjælpe med at forsørge min familie besluttede jeg at rejse til Bangkok og arbejde som hushjælp. Jeg tjente ikke meget, men jeg kunne sende penge hjem til min familie. Det var det vigtigste, fortæller Ah Du.

 

Til Danmark

Da parret i 2005 gennem UNHCR blev udvalgt til genbosættelse i Danmark, var glæden stor.

     - Vi vidste, at Danmark var et kristent land. Det første, vi kiggede efter, var en kirke. Det var det vigtigste i vores liv. Men selv om de var meget søde i kirken, var det rigtig svært for os. Vi talte hverken dansk eller engelsk. Men Bibelen var den samme, og vi genkendte også nogle af sangene, fortæller Salai, der glæder sig over at bo i et land, hvor de kristne højtider er offentlige helligdage.

     - Her har alle fri til jul og påske. Der er ligefrem et kors i det danske flag. I skolerne i Burma skal alle bede som buddhister - også de kristne. Det kunne vi ikke lide.

   Efter nogle års pause er Salai og Ah Du begyndt at komme i en folkekirke i Valby. Ah Du forklarer:

     - Vi savner en kirke. Vi har jo endnu ikke vores egen burmesiske kirke. I dag forstår vi mere, selv om vores danske sprog stadig ikke er så godt. Jeg vil gerne hjælpe frivilligt i kirken, hvis de kan bruge mig. Måske kunne jeg besøge ældre mennesker, der er ensomme.

BMF