Afrikansk præstefamilie trives i Ålborg  

(Nyt på tværs nr.3-2009)

Da kirkelederne i storbyen Kitwe i Zambia blev bedt om at udpege en præst, der kunne rejse til Danmark for at starte en international menighed i samarbejde med en dansk frikirke, faldt valget på den tidligere skolelærer Martin Mutale, der på det tidspunkt var præst i Jesus Life Centre - en af byens hastigt voksende pentekostale kirker. Selv om tanken om et par år i Europa ikke var fremmed for ham, var det en stor beslutning at udskifte afrikansk storbyliv med hverdagen i en nordjysk provinsby. I dag tre år senere har familien ikke fortrudt, at de tog udfordringen op.

De første måneder i Danmark bød på mange udfordringer for Martin Mutale (43), hans kone Chileshe (34) og familiens tre børn. Det nye land var mørkt og koldt. De talte ikke sproget. Jobbeskrivelsen lød på at opbygge en international menighed. Men hvordan gjorde man lige det?
     - Vi sagde ja til at komme, fordi vi oplevede det som Guds kald til os. Men selvfølgelig havde vi mange overvejelser. Hvordan ville vores børn klare omstillingen til en helt anden kultur og et nyt sprog? Kunne vi give dem er god barndom i Danmark? Samtidig var det spændende og udfordrende. Vi havde mødt nogle danskere i Zambia og vidste, at dansk kultur er meget åben. Men ellers kendte vi meget lidt til Danmark, fortæller Chileshe Mutale, der er uddannet lærer og arbejder på en international skole i Ålborg.  
     Tre år senere stortrives hele familien med deres nye liv i Danmark. Kontrakten med Apostolsk Kirke, der oprindelig lød på et år, er blevet forlænget flere gange, og familien er åben for en længere årrække i Danmark, hvis der er et gensidigt ønske om det.    
     - Vi har været privilegerede. Vi blev inviteret af en kirke, der havde en konkret opgave til os. Kirken ønskede, at vi skulle starte et opsøgende arbejde blandt internationale studerende, flygtninge og indvandrere i Aalborg. Sideløbende skulle jeg assistere i lokale menigheder, fortælle Martin Mutale, der i dag taler flydende dansk.
     - Sproget har været den største udfordring for os.  Børnene lærte meget hurtigt dansk. For os tog det længere tid. En stor grund til, at vi i dag føler os hjemme her, er den enorme opbakning, vi har fået fra lederne i vores danske menighed. De har hele tiden støttet os og børnene, båret over med os og givet os tid og rum. Vi kan mærke, at de tror på os. Det betyder alt.   
     Men en meget mobil menighed kan godt være en udfordring på det menneskelige plan. Derfor er det   vigtigt med stabile venskaber med danskere, mener Chileshe.
     - I en international menighed skal man hele tiden forholde sig til nye mennesker. Det kan gøre det svært at få venner. Fortrolighed er noget, der opbygges over tid - og så er folk rejst. Heldigvis har jeg også gode danske venner, som jeg kan dele mange ting med.
     At meget er lykkedes på tre år gør hverdagen meningsfuld for hele familien.   
     - I dag har vi international gudstjeneste i Aalborg hver anden uge med en pragtfuld menighed. Vi har også startet gudstjenester i Hjørring og Pandrup. I tre byer samarbejder vi med lokale folkekirker. Blandt andet har vi hjulpet med afrikanske gudstjenester i Brønderslev. Næste skridt bliver et børne- og ungdomsarbejde, fortæller Martin Mutale, der samtidig er meget bevidst om, at nye tiltag skal forankres lokalt, så de kan fortsætte den dag, familien rejser hjem.   

Børnene
Sidste år fik Cyrus (12), Joshua (8) og Ruth (5) en lillebror, Nathan, der i dag er 15 måneder. Opdragelsen af de fire børn er et område, hvor begge er bevidste om kulturforskelle.  
     - Børn opdrages forskelligt i Danmark og Afrika. Vores børn skal kunne begå sig i begge kulturer. Derfor skal de også lære de afrikanske værdier. I Danmark har børn stor frihed og kan for eksempel godt kritisere deres forældre offentligt. Det går ikke hos os. Vores børn skal lære, at de gerne må tale med os om deres følelser, men de skal vise respekt for voksne og udtrykke deres følelser på en respektfuld måde. Naturligvis bliver de påvirket af det, de ser her. De har mange danske venner og tilbringer mange timer hver dag uden for vores hjem. Der er meget godt i den danske kultur, men somme tider synes vi, at der mangler nogle grænser. Vi forsøger at lære vores børn ikke at kopiere alt men være tro mod deres egen overbevisning. Og så minder vi dem om at bede til Gud hver dag og ikke glemme Gud.   
     Børnene må gerne være stolte af at komme fra Afrika, understreger Chileshe.  
     - I Afrika har vi en værdifuld kulturarv med hensyn til menneskelige relationer. Afrikanere hjælper hinanden. Vi har også en rig åndelig kulturarv. Ingen behøver at introducere Gud i Afrika. Alle ved, at Gud findes. Det er en grundlæggende virkelighedsdimension, som vi har bevaret i Afrika. Meget få afrikanere er ateister. Derfor er det anderledes at tale med en dansker om Gud end med en afrikaner. I Danmark kan man ikke sige tingene på samme måde som i Afrika.

Pusterum
Martin Mutale fortæller, at de fleste afrikanere gerne vil tale om Gud. Mange savner et kristent fællesskab, hvor de kan møde andre afrikanere. De får ikke dækket deres religiøse behov, mener præsten.   
     - Afrikanere søger socialt og åndeligt fællesskab med andre afrikanere. I vores generation har de fleste et stort behov for steder, hvor de kan være i deres egen kulturelle kontekst og synge, klappe, danse og bede på den afrikanske måde. Måske vil vores børns generation ikke have det samme behov. I Danmark føler man sig anderledes som afrikaner. Ikke fordi danskerne diskriminerer. Her er meget lidt direkte forskelsbehandling på grund af hudfarve. Men oplevelsen af at være anderledes er der alligevel. Her tror jeg, at internationale menigheder kan være med til at give afrikanere et pusterum, så de får større overskud i hverdagen. Med deres gudsbevidsthed og konkrete troserfaring har afrikanere meget at bidrage med i et land, hvor mange har glemt Gud.