Svenskere foretrækker svensk indvandrermenighed
(Nyt på tværs nr. 3-2004)
”Kirken er åben” står der på et stort skilt ude på fortorvet foran Gustavskyrkan, der ligger et stenkast fra Østerport Station i København. I entréen bydes besøgende velkommen af et udstoppet rensdyr fra de store svenske skove, og fra kaffedisken i forhallen serverer en venlig svensktalende dame kaffe og svenske kanelsnegle. Sognepræst Thomas Stoor (49) viser rundt i de lyse indbydende lokaler med tydelig stolthed, mens han fortæller om kirkens historie - og om hvorfor der fortsat findes en svensk indvandrermenighed i hjertet af København.
”Gustavskyrkan har en meget spændende historie. Kirken blev stiftet af fattige svenske emigranter i 1903 og indviet i 1911. Mange svenskere var dengang emigreret til Danmark. Nogle var på vej til Amerika. Andre blev i København. Da emigranterne ønskede deres egen kirke, stiftede de en forening, hvor medlemmerne betalte 10 øre om ugen til kirkebyggeri. Det var mange penge dengang, hvor der var megen social nød.
I dag er vi fem svenske ansatte ved kirken, der alle får vores løn fra Sverige: en præst, en diakon, en husmor, en musiker og en vagtmester. Desuden lønner menigheden to lokalt ansatte - en hjælpepræst og en sekretær. Vi har ca. 500 medlemmer, der hver betaler 900 kroner om året.
Dobbelt identitet
Menigheden består af to omtrent lige store grupper: Fastboende svenskere, der har boet her i mange år, og svenskere på midlertidigt ophold. Hertil kommer turister og andre besøgende. En del af de fastboende er gift med danskere. En mindre gruppe er anden eller tredje generations svenskere. Nogle af dem er i dag pensionister. Menighedens formand er anden generations svensker født i Danmark af svenske forældre. De fastboende har det til fælles, at de ønsker at bevare deres dobbelte identitet som både danskere og svenskere, og vores kirke er et sted, hvor de kan beholde deres svenske identitet. De, der er her midlertidigt, er typisk familier med børn, hvor mændene har arbejde og kvinderne er derhjemme. Selv om kirken ikke længere har den samme sociale funktion som for hundrede år siden, er der ingen tvivl om, at vi stadig er med til at give svenske emigranter tryghed.
I den fastboende gruppe taler alle både dansk og svensk, og mange har en dansk omgangskreds. Selv om folk holder fast ved deres svenske sprog og identitet, er de ikke isolerede i forhold til det danske samfund. I den midlertidige gruppe er det derimod de færreste, der taler dansk. Det betyder, at de ofte føler sig fremmede her. Mange har ikke været vant til at gå i kirke, før de kom til Danmark, men hos os oplever de, at alle kan tage del. For eksempel skal vi bruge 150 frivillige til kirkens traditionsrige julemarked. For nogle bliver det begyndelsen til kontakt med kirken i Sverige, når de rejser hjem.
Mødested
Centrum i Gustavkyrkans liv er en levende gudstjeneste, fuld af nærhed og højtidelighed. Men vejen til gudstjenesten går ofte gennem venskaber mellem mennesker. Derfor er diakoni, den åbne dør og omsorgen for mennesker et kendetegn for vores menighed. Kirken er åben for alle og fungerer som mødested for mennesker. Her kan man finde glæde og inspiration. Her kan svenske børn og unge få nye kammerater. Her er der mulighed for at samtale om livsspørgsmål og livssituation - både i glæde og sorg.
Forstået på denne måde har Gustafskyrkan en opgave i forhold til alle herboende svenskere. Ikke en aggressiv missionsopgave, hvor det kun handler om at omvende folk, men vi er her for at vise mennesker, at kirken har omsorg for dem. Her er kaffe, her er svenske aviser, her er bibliotek, her er nogen at tale med - og ikke mindst: her er en åben dør fra kaffestuen ind til kirkerummet. Man kan altid gå ind og tænde et lys og bede en bøn. Hele dagen. For vi inviterer også til et andet møde - mødet med Gud i bønnen. En kirke må gerne have et rigt kulturelt liv, men samtidig skal vi tilbyde søgende og stressede mennesker veje til åndelig fordybelse og vækst.
Medvandrere
Mission handler om at være medvandrere. Men vores vandring har et mål: Kristus. Hvis mennesker finder vejen til Kristus, glæder vi os. Gør de det ikke nu, håber vi, at det bliver en anden gang. Vores vidnesbyrd er, at vi findes, og at vi har omsorg for hele mennesket.
Når jeg mener, at der fortsat er brug for en svensk kirke i Danmark, har det både noget at gøre med kultur og religion. Der bor omkring 12.000 svenskere i København. Svenskere føler sig mere hjemme i en svensk end i en dansk kirke. Hos os har vi mere liturgi, mere fantasi og flere farver. Vi har vores svenske salmeskat. Vi har vores svenske sprog. Man kan måske sige, at forskellen mellem svensk og dansk gudstjenesteliv mere er udtrykt i formen end i teologiske forskelle. Derfor tror vi også, at vores svenske kultur og religiøse liv kan være med til at berige det danske samfund. ”
Fortalt til BMF